Fodbold

Bendtner: - Jeg er klar, hvis jeg bliver udtaget

Vil landstræner Åge Hareide igen have Nicklas Bendtner på det danske landshold, er Rosenborg-angriberen klar til endnu en tørn i rødt og hvidt.

Nicklas Bendtner har ikke været en del af det danske landshold i snart to år.

Men efter en sæson i norsk fodbold, hvor det er blevet til en del mål for angriberen, bebudede mange eksperter mandag, at det nu var tid til et comeback i rødt og hvidt.

Som bekendt gik det ikke sådan. Landstræner Åge Hareide fravalgte Bendtner, da han mente, at Andreas Cornelius, Nicolai Jørgensen og Kasper Dolberg er bedre.

Men skulle landstræneren i fremtiden ændre mening, kan han regne med Nicklas Bendtner.

Det slog Rosenborg-angriberen fast, efter at han torsdag aften var med til at besejre Ajax og sine to landsmænd Lasse Schöne og Kasper Dolberg i kvalifikationen til Europa League.

- Der er ikke nogen tvivl om, at så længe jeg spiller, så er jeg klar til at spille for det danske landshold. Hvad Åge (Hareide, red.) han vælger, det er Åges beslutning. Jeg er klar, hvis jeg bliver udtaget. Alt andet det har jeg ikke noget at sige til, siger Nicklas Bendtner til Eurosport.

Foran et udsolgt Lerkendal Stadion i Trondheim og blandt andet den danske landstræner, headede Nicklas Bendtner Rosenborg i front i første halvleg.

Derudover havde han med flere gode aktioner en andel i Rosenborgs sejr på 3-2, der sikrede nordmændene avancement til gruppespillet i Europa League.

Det fik efter kampen norsk TV 2's fodboldekspert Jesper Mathisen til at rose danskeren.

- Bendtner blev hentet til Trondheim for at gøre en forskel i disse kampe, og det har han virkelig gjort. Strålende kamp af danskeren, siger Mathisen ifølge norsk TV 2.

Nicklas Bendtner spillede sin landskamp nummer 74 og foreløbig sidste, da Danmark i den afgørende EM-playoffkamp den 17. november 2015 spillede 2-2 mod Sverige. Her blev angriberen skiftet ud efter en times spil.