Fodbold

Når det er alt eller intet, kan Danmark regne med Bendtner

Søndag blev Nicklas Bendtner efterudtaget til landsholdet, som han ikke har spillet en kamp for siden november 2015.

På træningsbanen i Helsingør traskede Nicklas Bendtner rundt.

Skader, (endnu) en uafklaret klubsituation og en såkaldt tænkepause - DBU's måde at sanktionere spirituskørsel en sen nattetime i indre København - havde holdt angriberen fra landsholdet i 11 måneder.

Nu forsøgte han at finde sig til rette. Og finde vej til målet. Sidstnævnte lykkedes ikke én eneste gang i de tre for offentligheden åbne træninger forud for skæbnekampen mod Italien.

Panderynker hos både landstræner Morten Olsen og Nicklas Bendtner forud for opgøret mod Italien i 2013

Og således regnede ingen altså med, at Nicklas Bendtner få dage senere skulle få en hovedrolle mod et af verdens bedste landshold. Udover angriberen selv, naturligvis.

To mål scorede Bendtner mod italienerne den oktober aften i 2013, og havde det ikke været for en italiensk udligning i tillægstiden, havde angriberen efter alt at dømme sendt Danmark til VM-slutrunden i Brasilien året efter.

Fra dengang Bendtner scorede to mål mod Italien i Parken Video: Allan Rossen

- Han er utilregnelig, men det er med til at gøre ham til noget særligt, fortæller Flemming Toft, der kommenterede opgøret mod italienerne.

Og måske landstræner Åge Hareide havde netop den kamp i baghovedet, da han søndag udtog Rosenborg-spilleren, der ikke har optrådt for Danmark i næsten to år, til fredagens vigtige kamp mod Polen i Parken - på årets første efterårsdag.

Efteråret gør nemlig et eller andet ved Nicklas Bendtner. 17 af 29 mål for landsholdet er scoret på den tid af året, hvor kvalifikationsturneringerne til EM og VM går ind i den afgørende fase.

Fra dengang Bendtner lukkede munden på nordmændene

- Kampe med tænding er lige Bendtner. På godt og ondt. Han elsker de særlige udfordringer, han har præsteret, når det var stort, påpeger Flemming Toft.

Okay, playoffkampene mod Sverige i 2015 - i øvrigt Bendtners seneste i rødt og hvidt - var absolut intet at skrive hjem om. Men før det havde angriberen altså bevist, at han leverer varen, når Parken er udsolgt, og Danmark skal have point. Flere gange, faktisk.

- Det kræver han er i form - fysisk og psykisk. På sine gode dage arbejder han for holdet - og har så overskud til også at arbejde for sig selv. Har scoret med hovedet, venstre og højre ben. Instinktet er det vigtigste, siger den tidligere kommentator.

Da EM-kvalifikationen i efteråret 2011 nærmede sig opløbsstrækningen, førte Bendtner an i en imponerende dansk slutspurt. Først scorede han to gange mod Norge, og siden sørgede han for det afgørende mål i sejren over Cristiano Ronaldo og Portugal. Danmark vandt gruppen og billetten til EM-slutrunden året efter.

Fra dengang, Bendtner sænkede Portugal i Parken Video: Allan Rossen

Og så var der to år tidligere. Igen mod Portugal. Først med brystet, så med vristen. Sikke en kasse. Vel nok landsholdskarrierens bedste. 1-1 endte kampen, og portugiserne kunne ikke længere indhente Danmark på førstepladsen. VM-billetten var i hus, og TV 2's tidligere kommentator var overbevist.

- Den knægt er lavet af noget særligt. Det var min konklussion. Er han i form, er det hovedet, der afgør hans attitude. Er attituden der, er han en klasseangriber.

Fra dengang Nicklas Bendtner bankede sig navn fast. Video: Allan Rossen

Tre dage efter VM-kvalifikationskampen mod Polen skal det danske landshold møde Armenien på udebane.