Fodbold

Danmark ydmyger Polen og holder VM-håbet i live

Danmark holder sig inde i kampen om en plads ved VM i 2018 efter en sejr på hjemmebane mod Gruppe E's tophold, Polen.

Det danske fodboldlandshold sikrede sig en vital sejr i VM-kvalifikationen, da de fredag aften ydmygede Polen med 4-0 hjemme i Parken. Dermed er landsholdet kun tre point efter Polen på førstepladsen i Gruppe E med tre kampe tilbage.

De to første scoringer faldt i første halvleg, da de tidligere FC København-spillere Thomas Delaney og Andreas Cornelius dukkede op på deres gamle hjemmebane og sendte tilskuerne i ekstase. Efter pausen var det så Nicolai Jørgensen og Christian Eriksen, der definitivt lukkede kampen.

Danmark farlige i første minut

Allerede efter 17 sekunders spil havde Thomas Delaney første farlige skud på mål, da han lagde bolden til rette for sig selv med brystet og flugtede den mod det polske mål. Lukasz Fabianski fik dog lige nøjagtig vippet bolden over målet til dansk hjørnespark.

Efter et kvarters spil kunne Fabianski dog ikke stille noget op, da samme Delaney dukkede op efter et dansk hjørnespark fra Christian Eriksen og dirigerede bolden i mål med skulderen.

Ind i mellem nåede polske Lukasz Piszczek også at have et godt forsøg fra kanten af feltet, men det var Danmark, der havde flest store chancer.

En halv time inde i kampen lagde Henrik Dalsgaard et indlæg ind i panden på Andreas Cornelius, der dog manglede den sidste præcision til at heade bolden i mål.

Eriksen var her der og alle vegne

Præcision og skarphed manglede Atalanta-angriberen til gengæld ikke, da han 42 minutter inde i kampen stod klar ved bagerste stolpe. Tottenhams Christian Eriksen lagde på elegant vis bolden over venner og fjender, og så kunne Cornelius flugte Danmark foran 2-0.

Efter pausen startede kampen en smule rodet med et par kvarte chancer i begge ender, hvor Christian Eriksen blandt andet tog chancen langt ude fra, uden det på nogen måde blev farligt.

Efter 59 minutters spil var det så endnu en gang Tottenham-spilleren, der havde en afgørende fod med i en dansk scoring. Efter lidt driblen i højde side af feltet sendte Eriksen et indlæg ind foran Polens mål, hvor målmand Fabianski så skidt ud.

Bolden landede lige foran målmandshandskerne på ham, men polakken gik ned og boksede bolden fladt væk. Her stod Feyenoord-angriberen Nicolai Jørgensen klar og tøvede ikke ét sekund med at sparke bolde ind ved nærmeste stolpe.

Kæmpe hyldest af Bendtner

Ti minutter senere så den polske målmand igen nervøs ud, da Pione Sisto trykkede af fra kanten af feltet. Det lykkedes dog Fabianske at få bolden skubbet ud til siden.

Og hvis der havde været store jubelbrøl under de tre danske scoringer, så kom der en næsten ligeså markant jubel, da Nicklas Bendtner med et kvarter igen smed overtøjet for at erstatte Andreas Cornelius til sin landskamp nummer 75. Efter første succesfulde tæmning brølede publikummet igen for at hylde Rosenborg-angriberen.

I det 79. minut slog Christian Eriksen så sidste søm i kisten efter en perfekt landskamp. Fem meter uden for feltet modtog han bolden, tog et træk til højre og drejede så elegant bolden over i det lange hjørne uden chance for Fabianski. Det blev prompte kvitteret med et kæmpe smil hos landstræner Åge Hareide og resten af den danske bænk, der også kunne se en lille jubeldans fra nordmanden.

Tre point op og tre kampe igen

Da dommeren efter 90 minutters spil fløjtede landskampen af, kunne de danske spillere række armene i vejret og juble over tre vigtige point i jagten på en plads ved VM i Rusland.

Tidligere på aftenen vandt Montenegro med 3-0 ude over Kazakhstan. Resultaterne betyder, at Polen fortsat topper Gruppe E med 16 point, mens både Danmark og Montenegro følger efter med 13 point. Rumænien har 9 point på fjerdepladsen.

Alle hold mangler tre kampe, og allerede mandag venter næste opgave for Danmark, når de møder Armenien på udebane. Vinderen af gruppen kvalificerer sig direkte til VM, mens nummer to skal håbe på at være blandt de bedste toere, der skal spille playoff-kampe.