Fodbold

Delaney-hattrick i Armenien holder Danmark på VM-sporet

Thomas Delaney og Christian Eriksen stod for målene, da Danmark hentede tre vigtige point i VM-kvalifikationskampen ude mod Armenien.

Det danske VM-håb lever i bedste velgående efter sejren over Armenien. Med de tre point har Danmark nu 16 point i VM-kvalifikationsgruppe E.

Især Thomas Delaney var helt ustyrlig i den armenske hovedstad Jerevan og scorede tre gange, mens brandvarme Christian Eriksen nettede en enkelt gang.

Landstræner Åge Hareide havde inden kampen advaret mod teknisk stærke armeniere, og det begyndte heller ikke just opløftende for det danske landshold.

Allerede efter et halvt minut havde hjemmeholdet en farlig afslutning, og fem minutter senere gik det så galt.

Ruslan Koryan modtog bolden foran det danske felt, og uden betænkningstid hamrede han bolden ind bag en chanceløs Kasper Schmeichel i målet.

Stillingen i Danmarks VM-kvalifikationsgruppe

1. Polen - 19 point (8 kampe)

2. Montenegro - 16 point (8 kampe)

3. Danmark - 16 point (8 kampe)

4. Rumænien - 9 point (8 kampe)

5. Armenien - 6 point (8 kampe)

6. Kasakhstan - 2 point (8 kampe)

Danmark haltede efter de første 10 minutter, men kom derfra bedre med, og da Thomas Delaney efter 17 minutter headede et perfekt indlæg fra Thomas Dalsgaard i mål, begyndte det at se lysere ud.

Endnu bedre blev det, da Christian Eriksen efter knap en halv time bragte Danmark foran 2-1.

Varazdat Haroyan begik frispark mod Andreas Cornelius, og fra omkring 30 meter tog Tottenham-spilleren chancen. Bolden gik ind i højre side af målet, og dermed kom Eriksen op på 17 mål i rødt og hvidt.

Armenierne formåede aldrig rigtigt at svare igen, så da Thomas Delaney i det 82. minut sendte Danmark yderligere foran, var kampen reelt afgjort.

Delaney fik også lov til at krone en perfekt aften i Jerevan. I anden halvlegs tillægstid headede han Danmark på 4-1, hvilket blev kampens resultat.

Med sejren over Armenien er Danmark fortsat på tredjepladsen i gruppen, eftersom Polen og Montenegro begge vandt deres kampe mod henholdsvis bundproppen Kasakhstan og Rumænien.