Fodbold

- En ny stjerne og en ny sejr til Danmark

Det danske landshold slog Armenien med 4-1 takket være hele tre mål fra midtbanedynamoen Thomas Delaney.

Han skal have stjerner på de brede skuldre. Thomas Delaney - en smittende personlighed. Ikke kun for medspillerne, ikke kun for begivenhederne, ikke kun for os der sidder udenfor. Han er bare prototypen på det næsten fuldendte. Han vil, han kan - og han gør det.

Fire mål på tre dage. Det er noget særligt - fra en midtbanespiller. Eller rettere - en spiller. For han har den store betydning som indpisker, som feltherre i begge ender, som igangsætter - som målscorer. Kollektivets mand - og samtidig en ener.

En landsholdsprofil. 

Landsholdet fastholdt sit momentum. Resultatmæssigt. Det var godt nok. Men begejstringen lægger vi på hylden med småt brændbart. Omkring det rent spillemæssige. Men lige meget, når vi gør kassen op.

Så lad os glædes ved det, to kampe på tre dage - fuld valuta. Og en indstilling i top. Også - og især - når tingene ikke finder skinnerne. Men fire mål fredag, fire mål mandag. På den måde klasse! 

Det holdt. Men det holdt hårdt i tråden. For længe. Specielt fordi vi sad alt for længe med fornemmelsen af, at den her skulle bare hjem… men der kom ikke det forløsende punktum. Ikke før Delaneys andet mål, sat perfekt ind. Og så blev han sgu ved. 

Hareides tropper er kommet videre. På en adfærd der løser mange problemer - og som også giver points. Der bliver ikke fedtet med engagementet. Og vi skal glædes os over, at flere og andre træder i karakter end Eriksen - når det er nødvendigt.

Flotte danske mål, god energi, for mange kiks i samspillet, men jeg fastholder trods for mange udsving, at det her ligner noget, vi bør glædes over og tage alvorligt. 

Men en underlig start på det hele. Rystende start - og bagud. 

Plads - alt for meget plads - til Koryan og ja, et drømmehug, men for passiv dansk defensiv…forvildet…sådan virkede det. Fejl på fejl. Som det var de første 10-15 minutter. 

Krøller eller ej

Bøtten vendte. På nærmest et splitsekund. Og der var han igen, Thomas Delaney. Vi kalder det generelt et kollektiv, men hold da op hvor har han betydning ved sin tilstedeværelse all over. Og en timing igen i løbet på Henrik Dalsgaards perfekte pasning. Krøller eller ej, Delaney er ikke kun en landsholdsmotor, han ved også, hvor det gør mest gavn.

Jeg må tilbage til Christian Eriksen, igen og igen. Ikke så synlig i første halvlegen, nærmest stille - men så kan højrefoden tale. “For langt ude fra” var en naturlig bemærkning, da bolden lå til frisparket. Nix, ikke for Eriksen. Teknisk klasse.

Genvalg i startopstillingen - som det mest naturlige efter de 4-0 og ikke mindst den tydelige attitude mod Polen i fredags. Der hvor fodbold igen blev forenet i den folkelige klasse. 

Genvalg til oplægget fra Åge Hareide og hans asistent Jon Dahl Tomasson - ihvertfald på det med at virke tydelige i det man ville. Selvfølgelig var der ting, der taktisk skulle justeres, for Armenien og Polen er ikke et lighedstegn i spillemæssig forstand.

Men det væsentlige var landsholdets nye udtryk, der skulle fastholdes. Det er ikke kun en Hareide-afspejlning, selvom nogle kalder den norsk, men spillerne kan lide det. Det virker som om, de kan lide at være aggressive på den måde.

Det var der bare ikke på samme måde som i fredags. Men viljen til at vende tilbage efter 0-1 målet, var opløftende. Jeg synes desværre at spillet især efter det andet danske mål, blev lidt for svingende. Måske anstrengt.

Og anden halvlegen blev med en for passiv, næsten usynlig midtbane - hvor var dirigenten? Ham der tog styringen. Ham der ikke kun bestemte, men også fordelte. Også de gode råd til et hold, der måske syntes de var i kontrol, men havde en spinkel føring in mende. Der manglede en chef.

Men så var der Delaney - på alle mulige måder. Dansk fodbold fik en ny stjerne. Og en ny sejr. Og endnu mere selvtillid.