Fodbold

Stolt dansk anfører øjner playoff efter ny storsejr

Simon Kjær føler, at Danmark har taget et skridt op efter to vigtige sejre.

To storsejre i to kampe.

Det er resultatet for det danske fodboldlandshold, efter de mandag aften slog Armenien 4-1 på udebane i VM-kvalifikationen.

For en uge siden var målet for Danmark at kæmpe om andenpladsen, der kunne give en playoffplads. Men efter to overbevisende sejre er målet nu at tage førstepladsen foran hidtil suveræne Polen, mener den danske anfører, Simon Kjær.

- Vi har sat os selv i en situation, hvor vi nu kan afgøre det selv. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at se, om vi kan nå Polen, lægge så meget pres på dem som muligt, eller se om vi kan blive toer og få playoffkampe,

- Og hvis vi vinder de to sidste kampe, så tror jeg også, det er ensbetydende med, at vi minimum er i playoff, siger han til Kanal 5.

Kjær fortæller, at landsholdet inden kampene mod Polen og Armenien havde en snak om, at de skulle vise, hvad de var lavet af.

- Vi skulle vinde hver kamp, og det har vi nu gjort. Det var en prøve for holdet, og jeg synes, det er flot, vi nu har klaret den, siger han.

Stillingen i Danmarks VM-kvalifikationsgruppe (opdateret efter Armenien-kampen) (2)

1. Polen - 19 point (8 kampe)

2. Montenegro - 16 point (8 kampe)

3. Danmark - 16 point (8 kampe)

4. Rumænien - 9 point (8 kampe)

5. Armenien - 6 point (8 kampe)

6. Kasakhstan - 2 point (8 kampe)

Dukket af drømmescoring

Danmark fik ellers en frygtelig start på mandagens landskamp, da Armenien kom blæsende fra start. Først brændte de en friløber efter et halvt minut.

Fem minutter senere gik det så galt for Danmark, da Ruslan Koryan bankede bolden ind bag en chanceløs Kasper Schmeichel.

Det fik dog ikke Danmark til at blive nervøse.

- Selvfølgelig ændrer det noget, når én hakker den op i hjørnet, men vi holdt hovedet koldt og fortsatte vores gameplan, fortæller Kjær.

Danmark scorede derefter to gange i både første og anden halvleg.

Med sejren har Danmark 16 point i gruppen. Det er lige så mange som Montenegro og tre færre end Polen, der topper gruppe E med 19 point. Førstepladsen giver direkte adgang til VM, mens de otte bedste toere i de ni grupper skal ud i playoffkampe.