Fodbold

Harder håber stadig, at DBU vil genoptage forhandlinger

Trods et nyt løsningsforslag fra kvindelandsholdet og en økonomisk håndsrækning fra herrerne er konflikten stadig ikke løst.

Kvindelandsholdets anfører Pernille Harder er glad for, at hendes mandlige kollegaer vil bidrage økonomisk til at løse konflikten om en ny landsholdsaftale.

Harder beskriver det som ’stort’, at herrerne vil afstå en halv million kroner om året for at lukke en del af det økonomiske hul mellem kvindelandsholdets- og DBU’s udspil.

- Det viser, at vi er ét landshold, og at vi står sammen om det her, siger Pernille Harder til TV 2 SPORT.

Indtil videre har DBU afvist at genoptage forhandlingerne, der lørdag klokken 13 blev afbrudt med et ’totalt nedbrud’, som DBUs kommunikationschef Jakob Høyer har beskrevet det.

Herrernes økonomiske udspil er nemlig betinget af, at kvindelandsholdet også fremover vil have de samme grundvilkår som herrernes nuværende aftale - og kvindernes forrige aftale. Det vil sige, at aftalen stadig skal kunne tolkes som om, at DBU er arbejdsgiver for spillerne. Dét er hele konfliktens kardinalpunkt.

- Det her handler ikke kun om penge, men også om principper. Vi nærmer os hinanden økonomisk og kunne måske nok nå hinanden. Det anerkender vi, men vi vil ikke være arbejdsgivere. Det skal stå soleklart i den nye aftale, siger DBU's kommunikationschef Jakob Høyer til Ritzau.

Kvinderne træner uden om DBU

Kvindelandsholdet har været samlet i København uden om DBU det meste af ugen, hvor de ellers skulle have været under ledelse af den midlertidige landstræner Søren Randa-Boldt. Holdet træner i regi af Spillerforeningen, fordi det stadig er håbet, at EM-sølvvinderne skal spille VM-kvalifikationskamp mod Ungarn på tirsdag.

DBU har tilbudt en kort forlængelse af den tidligere aftale samt en midlertidig aftale med forhøjede honorarer, men det har spillerne afslået. Derfor kræver det, at DBU og Spillerforeningen bliver enige, hvis DBU ikke skal finde alternative løsninger til tirsdagens kamp.

Efter søndagens træning talte TV 2 SPORT med Pernille Harder:

Hvad er det, I ikke kan blive enige om?

- Det er rammerne, tydeligvis. Det viser DBU nu. Vi vil bare have den aftale, vi hele tiden har haft. En kollektiv aftale, så vi om fire år kan lave en aftale sammen igen, så der ikke skal laves 30 forskellige aftaler.

Håber på flere forhandlinger 

Det bliver også meldt ud, at I skal være lønmodtagere og DBU arbejdsgivere. Er det dét, der er kernen?

- For vores del er det ikke. I den aftale vi har haft indtil nu, har der ikke stået, at DBU er arbejdsgiver. Det er bare en kollektiv aftale, fordi vi vil lave en kollektiv aftale om fire år. Det er meget normalt, når man spiller en holdsport. Så skal der ikke være 30 forskellige aftaler.

Nu har I været ude og træne. Der er to dage til tirsdag – hvordan har I det egentlig?

- Det er ikke sjovt, at man venter på, at DBU kommer tilbage til forhandlingsbordet. Vi prøver at finde løsninger hele tiden ved at sende en ny aftale, hvor vi er gået endnu mere ned på den økonomiske del og på andre ting. Nu viser herrelandsholdet også, at de hjælper til. Det som de hjælper med lukker én del af forhandlingerne.

- Vi prøver at finde løsninger, og nu må vi se, hvad den næste løsning skal være fra vores side. Så må vi håbe, at DBU vil komme tilbage. Det håber jeg.

DBU har tidligere været åbne over for, at den kommende aftale også bliver kolletiv.

Ifølge TV 2 SPORTs udregninger svarer de 500.000 kroner, som herrerne tilbyder, til cirka 25 % af lønningerne fra de fem landskampe i år 2017.

Spørgsmålet om hvor vidt DBU kan tolkes som arbejdsgiver for Spillerforeningen, fordi det medfører en række rettigheder som eksempelvis ligebehandling. 

Danmarks turbulente tid siden EM-sølvet

  1. 2017

    1. Danmark taber EM-finalen

      Danmark taber 4-2 til Holland i EM-finalen. Det er kvindelandsholdets bedste resultat nogensinde i en officiel turnering. 

    2. Landsholdet bliver hyldet

      I både Viborg og København er tusindvis af mennesker mødt frem på byens rådhuse for at hylde landsholdsspillerne.

      DBU’s formand, Jesper Møller, takker hele Danmark og især Viborg for opbakningen, inden han udtaler:

      - Vi kommer igen. Nils kommer igen, og vi skal ikke bare til VM i Frankrig. Vi kommer for at vinde, og vi kommer for at slutte i top fire.

      Landstræner Nils Nielsen fortæller livligt om OL-ambitionerne og drømmen om at møde Frankrig i en VM-finale i netop Frankrig.

    3. Kvindelandsholdet skal have professionelle tilstande

      Spillerforeningens direktør, Mads Øland, fortæller til TV 2, at målet i de kommende forhandlinger bliver at få professionelle tilstande i dansk kvindefodbold.

      - Fodboldkvinderne kan ikke blive ved med at leve, som de gør. Med de indtægter og rammer omkring dem, har de været humlebier, der har fløjet rundt med vinger, der ikke kunne bære dem, siger Mads Øland.

      - En gennemsnitsdansker tjener betydeligt mere end de her spillere, siger direktøren.

    4. Pernille Harder nomineres til fornem pris

      Pernille Harder nomineres som Europas bedste fodboldspiller.

    5. Nils Nielsen og Pernille Harder nomineres til verdens bedste

      Nils Nielsen nomineres som verdens bedste kvindefodboldtræner.

      Pernille Harder nomineres som verdens bedste kvindelige fodboldspiller.

    6. Nils Nielsen stopper

      Nils Nielsen stopper som landstræner. Det oplyser DBU efter flere dages tavshed, hvor hverken Nils Nielsen eller DBU har ønsket at svare på spørgsmål om trænerens fremtid.

      Afskeden sker ifølge DBU efter gensidig aftale, og elitechef Kim Hallberg udtaler til DBU: - Målsætningen for Nils’ arbejde er i sandhed nået – endda hurtigere og med mere succes, end de fleste havde kunnet forestille sig.

      Trods den åbenlyse succes virker det ikke til, at de to parter var enige om fremtiden. Nils Nielsen udtalte efter sit landstrænerstop:

      - Det er det rigtige tidspunkt nu, når det gik, som det gik til EM. Så for at rykke på tingene, skal der ske noget nyt, og så er man også nødt til at overveje, hvem der skal stå i spidsen for det nye. Og der skal jeg kunne se mig selv i det, og DBU skal også kunne se sig selv i det. Og der er vi nået frem til, at det ikke skulle være sådan, siger Nils Nielsen til TV 2 SPORT.

      Den mangeårige assistenttræner Søren Randa-Boldt udnævnes som midlertidig landstræner i resten af 2017.

      Pernille Harder bliver kåret til Europas andenbedste fodboldspiller. Lieke Martens kåres som den bedste.

    7. Søren Randa-Bolt udtager første trup

      Søren Randa-Boldt udtager sin første landsholdstrup. Tredjemålmanden Line Johansen er ikke med i truppen, som også er uden de skadede EM-spillere Line S. Jensen og Mie Leth Jans. De mulige debutanter Caroline Møller og Signe Bruun udtages i stedet for.

    8. Landholdsaftalen udløber

      Aftalen mellem DBU, kvindelandsholdet og U21-herrelandsholdet udløber. Den forlænges med fem dage, fordi U21-holdet spiller EM-kvalifikationskampe den 31. august og den 5. september. 

      Samme dag indleder U21-landsholdet EM-kvalifikationen med en 3-0-sejr på Færøerne.

    9. DBU skylder EM-bonus

      Landsholdsspillerne skal modtage bonussen efter EM-sølvet senest denne dag. Hver spiller skal have cirka 80.000 kroner, men ingen har modtaget så meget som en krone.

    10. Spillerforeningen sender forslag til ny aftale

      Spillerforeningen fremsender ifølge DBU et oplæg til de kommende forhandlinger, der finder sted dagen efter. Udspillet indebærer 5 til 10 gange så store omkostninger som hidtil, siger DBU’s kommunikationschef Jakob Høyer til dbu.dk.

      Samtidig melder Simone Boye fra til landsholdssamlingen i starten af september. Forsvarsprofilen er endnu ikke kommet sig over den skade, hun fik i EM-finalen.

      Laura Frank udtages som erstatning. Hun kan få debut på landsholdet i testkampen mod Holland - men hun er ikke udtaget til VM-kvalifikationskampen mod Ungarn, hvor kun 18 spillere skal med.

    11. Forhandlingerne bryder sammen

      DBU og Spillerforeningen mødes til forhandlinger, hvor kvindelandsholdsspillerne Stina Lykke og Sanne Troelsgaard deltager. Parterne bliver dog ikke enige om en ny aftale.

      Spillerforeningen afviser desuden at forlænge den nuværende aftale, så den gælder ved de kommende landskampe.

      Der opstår tilmed uenighed om, hvem der har afbrudt forhandlingerne. Ifølge DBU har Spillerforeningen forladt forhandlingsbordet, mens Sanne Troelsgaard er af den modsatte opfattelse.

      DBU siger, at det var jer, der gik?

      - Nu var jeg med til mødet, og det er bestemt ikke min konklusion på mødet.

      Samtidig vinder U21-landsholdet 6-0 på hjemmebane over Litauen i den anden EM-kvalifikationskamp.

    12. Planer om nyt møde

      Dagen efter de sammenbrudte forhandlinger sker der ikke afgørende nyt før sidst på aftenen.

      Nye forhandlinger er på vej i konflikten mellem DBU og kvindelandsholdet. DBU har via deres advokat sendt en skriftligt anmodning til Spillerforeningen om at mødes, hvilket Spillerforeningen har accepteret. Hvor og hvornår mødet skal finde sted er ikke aftalt på nuværende tidspunkt, erfarer TV 2 SPORT.

      Dagen efter de sammenbrudte forhandlinger fortæller Theresa Nielsen til DR, at spillerne stadig ikke har modtaget den aftalte bonus efter EM-slutrunden. Hun siger, at DBU er blevet rykket for den manglende udbetaling.

      Jakob Høyer svarer til DR, at spillerne altså ikke har sendt rykkere. Han beklager den manglende udbetaling og begrunder den med, at praktiske omstændigheder har udsat overførslerne.

    13. EM-bonus er sendt

      En landsholdsspiller oplyser til TV 2 SPORT, at DBU har givet besked om, at EM-bonussen er overført.

      Det er stadig ikke meldt ud, hvornår parterne skal mødes igen.

    14. Nyt møde er på plads

      DBU og Spillerforeningen mødes igen søndag den 10. september klokken 17. Det bekræfter Simone Boye, der sidder i landsholdets spillerråd, over for TV 2 SPORT. 

      Det er kun 20 timer og 30 minutter, før kvindelandsholdet skal møde ind til træningssamling i Horsens.

    15. Endnu et møde uden løsning

      Spillerforeningen og DBU mødes for at genoptage forhandlingerne.

      Kvindelandsholdets økonomi bliver blandt andet diskuteret, men endnu engang ender forhandlingerne uden en aftale. Det skyldes ifølge TV 2 SPORTs oplysninger, at begge parter står stejlt på, om DBU skal være arbejdsgiver og spillerne lønmodtagere eller ej.

      DBU ønsker at gøre op med den opfattelse. Spillerne ønsker at holde fast i den.

    16. DBU aflyser landskamp

      Et udsolgt CASA Arena i Horsens får ikke fornøjelsen af Danmark mod Holland. Det skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) i en pressemeddelelse.

      Her slår de fast, at spillerne, der vandt EM-sølv i sommer, ikke ønsker at møde op i landsholdslejren eller spille kampen, når de ikke kunne få opfyldt en ny landsholdsaftale.

      - Dette er en dybt beklagelig situation, og vi er rigtigt kede af at måtte skuffe de mange fans, der, ligesom vi, har glædet os til denne fodboldfest. Det er en ærgerlig og uholdbar situation, når vi ikke kan gennemføre en udsolgt landskamp og hyldest af kvindelandsholdet på grund af faglige uenigheder, siger Kim Hallberg, elitechef i DBU.

    17. Spillerne træner på egen hånd, mens forhandlingerne fortsætter

      Landsholdsspillerne forbereder sig til VM-kvalifikationskampen mod Ungarn ved at træne på egen hånd i København. Iført grønt tøj fra Spillerforeningen bliver de dirigeret af den tidligere landsholdsangriber og nuværende tv-ekspert Mark Strudal. 

      Senere på dagen genoptager DBU og Spillerforeningen forhandlingerne ifølge TV 2 SPORTs oplysninger.

       

    18. Sammenbrud i forhandlinger mellem DBU og kvindelandsholdet

      Lørdag den 16. september blev heller ikke dagen, hvor kvindelandsholdet og Dansk Boldspil-Union (DBU) fandt en løsning på konflikten om en ny landsholdsaftale.

      I stedet blev det til et sammenbrud i forhandlingerne. Dermed kommer de spillere, der er en del af kvindelandsholdet ikke til at spille VM-kvalifikationskampen mod Ungarn i næste uge.

    19. Spillerne åbner for nye forhandlinger - DBU afviser

      Søndag morgen den 17. september udsender Spillerforeningen en pressemeddelelse, hvori spillerne på kvindelandsholdet erklærer sig klar til nye forhandlinger. Spillerne er villige til at lempe på nogle af lønkravene for at få nye forhandlinger igang.

      DBU afviser imidlertid at forhandle på ny. 'En deadline er en deadline', lyder det fra DBU's kommunikationschef, Jakob Hoyer.

    20. DBU og kvindelandsholdet indgår delaftale

      Senest klokken 12 skal DBU indgive navne på spillertruppen til tirsdagens kamp til det europæiske fodboldforbund, Uefa.  Her vil det fremgå, om Danmark stiller op med EM-sølvvinderne, et alternativt hold eller udebliver.

      Kl. 12.40 kommer det frem, at DBU og Spillerforeningen har indgået en såkaldt delaftale, så kvindelandsholdet kommer til at stille op til VM-kvalifikationskampen mod Ungarn dagen efter.

      - Der er kommet en delaftale som begge parter er tilfredse med. Det er super godt, så nu kan vi koncentrere os om kampen i morgen, siger Pernille Harder til TV 2 SPORT.

       

    21. Den tidligere AAB-træner Lars Søndergaard præsenteres som ny landstræner for kvindelandsholdet. 

      Søndergaards kontrakt løber fra årsskiftet til efter EM-slutrunden i 2021.