Herrelandsholdet vil give penge til kvinderne, men konflikten handler om noget helt andet

Simon Kjær og holdkammeraterne tilbyder at give kvindelandsholdet 500.000 kroner om året.

Næsten et døgn efter DBU’s deadline på forhandlingerne om en ny aftale til kvindelandsholdet melder herrerne sig på banen.

Simon Kjær og holdkammeraterne vil således give en halv million kroner om året fra deres aftale, så DBU og kvindelandsholdet kan mødes økonomisk. Det skriver Spillerforeningen i en pressemeddelelse.

Det er dog et krav, at kvinderne og herrerne får de samme grundvilkår fremadrettet:

- Kvinderne skal ikke have dårligere rettigheder end os, fordi de er kvinder. Derfor tilbyder vi at afstå 500.000 kr. om året af vores penge med krav om, at DBU giver kvindelandsholdets spillere samme rettigheder som os. Dermed bør fokus være fjernet fra både pengene og spørgsmålet om arbejdsgiver/lønmodtager forholdet med denne løsning, der er identisk med vores aftalegrundlag, så man kan komme i mål med en aftale for kvinderne, siger Simon Kjær i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Vi spillere er jo landsholdene, og vi står sammen og tager ansvar for hinanden. Nu må DBU også leve op til deres ansvar. Vi giver dem alle chancer for at gøre det og få lukket den her aftale nu med det tilbud, vi kommer med her. For dansk fodbolds skyld, slutter Simon Kjær.

At kvinderne og herrerne skal have de samme grundvilkår vil sige, at herrerne bakker op om, at kvinderne fortsætter med at have samme formuleringer som i den seneste aftale. Her er det ikke præciseret, hvor vidt DBU er arbejdsgiver eller ej - og parterne fortolker aftalen forskelligt. Dét er konfliktens helt store stridspunkt.

Vi vil ikke være arbejdsgivere. Det skal stå soleklart i den nye aftale

Jakob Høyer, kommunikationschef i DBU

Ifølge Spillerforeningens fortolkning er spillerne lønmodtagere i DBU, mens unionen er arbejdsgiver. Det er DBU ikke enig i, og derfor ønsker unionen at få udpenslet, at spillerne ikke er ansatte på landsholdet fremover.

Spillerne ønsker, at aftalerne kan fortolkes som om, at de er lønmodtagere, fordi det sikrer en række rettigheder til blandt andet ligebehandling. 

Ifølge Spillerforeningen vil det løse problemet, hvis man blot fortsætter med at have samme formuleringer som hidtil. Det vil DBU dog ikke anerkende, og derfor bliver forhandlingerne ikke genoptaget trods herrernes tilbud om at afstå 500.000 kroner om året.

- Det her handler ikke kun om penge, men også om principper. Vi nærmer os hinanden økonomisk og kunne måske nok nå hinanden. Det anerkender vi, men vi vil ikke være arbejdsgivere. Det skal stå soleklart i den nye aftale, siger DBU's kommunikationschef Jakob Høyer til Ritzau.

Er DBU arbejdsgiver i den aftale, som herrelandsholdet har?

- Det mener vi ikke, at vi er, men det er der flere fortolkninger af, og derfor skal det helt klart i den nye aftale, da de forskellige fortolkninger bliver ved med at skabe uro både for herrernes og nu kvindernes landshold, siger Høyer.

Spillerne har sendt nyt forslag efter sammenbrud

Tidligere søndag morgen sendte de kvindelige landsholdsspillere et nyt aftaleforslag til DBU, hvor de angiveligt gav sig på de økonomiske ønsker. 

- Vi prøver at rykke os hele tiden, så vi kan få denne aftale på plads, sagde Line Røddik til TV 2 SPORT inden holdets træning søndag formiddag. 

- Vi har rykket os ned økonomisk, som er en af de ting, vi snakker om. Og så holder vi så fast i det, vi har holdt fast i fra starten: De rammer der skal være omkring aftalen. Det er ikke noget nyt under solen. Det er præcis de samme, som der er for herrernes aftale og præcis de samme rammer, som vi har haft i den gamle aftale. 

Ifølge DBU forholder spillerne sig ikke til alle relevante punkter i det nye forslag, idet spillerne altså ikke ændrer på punktet vedrørende forholdet om hvor vidt DBU er arbejdsgiver eller ej. Derfor vil DBU ikke acceptere spillernes forslag, selvom tirsdagens VM-kvalifikationskamp er i fare.

- Det eneste, vi ser som en mulighed, er, at spillerne underskriver vores tilbud om en midlertidig aftale, så de kan spille kampen på tirsdag og forhandlingerne kan fortsætte bagefter, sagde DBU's kommunikationschef Jakob Høyer tidligere på morgenen til TV 2 SPORT.

Danmarks turbulente tid siden EM-sølvet

  1. 2017

    1. Danmark taber EM-finalen

      Danmark taber 4-2 til Holland i EM-finalen. Det er kvindelandsholdets bedste resultat nogensinde i en officiel turnering. 

    2. Landsholdet bliver hyldet

      I både Viborg og København er tusindvis af mennesker mødt frem på byens rådhuse for at hylde landsholdsspillerne.

      DBU’s formand, Jesper Møller, takker hele Danmark og især Viborg for opbakningen, inden han udtaler:

      - Vi kommer igen. Nils kommer igen, og vi skal ikke bare til VM i Frankrig. Vi kommer for at vinde, og vi kommer for at slutte i top fire.

      Landstræner Nils Nielsen fortæller livligt om OL-ambitionerne og drømmen om at møde Frankrig i en VM-finale i netop Frankrig.

    3. Kvindelandsholdet skal have professionelle tilstande

      Spillerforeningens direktør, Mads Øland, fortæller til TV 2, at målet i de kommende forhandlinger bliver at få professionelle tilstande i dansk kvindefodbold.

      - Fodboldkvinderne kan ikke blive ved med at leve, som de gør. Med de indtægter og rammer omkring dem, har de været humlebier, der har fløjet rundt med vinger, der ikke kunne bære dem, siger Mads Øland.

      - En gennemsnitsdansker tjener betydeligt mere end de her spillere, siger direktøren.

    4. Pernille Harder nomineres til fornem pris

      Pernille Harder nomineres som Europas bedste fodboldspiller.

    5. Nils Nielsen og Pernille Harder nomineres til verdens bedste

      Nils Nielsen nomineres som verdens bedste kvindefodboldtræner.

      Pernille Harder nomineres som verdens bedste kvindelige fodboldspiller.

    6. Nils Nielsen stopper

      Nils Nielsen stopper som landstræner. Det oplyser DBU efter flere dages tavshed, hvor hverken Nils Nielsen eller DBU har ønsket at svare på spørgsmål om trænerens fremtid.

      Afskeden sker ifølge DBU efter gensidig aftale, og elitechef Kim Hallberg udtaler til DBU: - Målsætningen for Nils’ arbejde er i sandhed nået – endda hurtigere og med mere succes, end de fleste havde kunnet forestille sig.

      Trods den åbenlyse succes virker det ikke til, at de to parter var enige om fremtiden. Nils Nielsen udtalte efter sit landstrænerstop:

      - Det er det rigtige tidspunkt nu, når det gik, som det gik til EM. Så for at rykke på tingene, skal der ske noget nyt, og så er man også nødt til at overveje, hvem der skal stå i spidsen for det nye. Og der skal jeg kunne se mig selv i det, og DBU skal også kunne se sig selv i det. Og der er vi nået frem til, at det ikke skulle være sådan, siger Nils Nielsen til TV 2 SPORT.

      Den mangeårige assistenttræner Søren Randa-Boldt udnævnes som midlertidig landstræner i resten af 2017.

      Pernille Harder bliver kåret til Europas andenbedste fodboldspiller. Lieke Martens kåres som den bedste.

    7. Søren Randa-Bolt udtager første trup

      Søren Randa-Boldt udtager sin første landsholdstrup. Tredjemålmanden Line Johansen er ikke med i truppen, som også er uden de skadede EM-spillere Line S. Jensen og Mie Leth Jans. De mulige debutanter Caroline Møller og Signe Bruun udtages i stedet for.

    8. Landholdsaftalen udløber

      Aftalen mellem DBU, kvindelandsholdet og U21-herrelandsholdet udløber. Den forlænges med fem dage, fordi U21-holdet spiller EM-kvalifikationskampe den 31. august og den 5. september. 

      Samme dag indleder U21-landsholdet EM-kvalifikationen med en 3-0-sejr på Færøerne.

    9. DBU skylder EM-bonus

      Landsholdsspillerne skal modtage bonussen efter EM-sølvet senest denne dag. Hver spiller skal have cirka 80.000 kroner, men ingen har modtaget så meget som en krone.

    10. Spillerforeningen sender forslag til ny aftale

      Spillerforeningen fremsender ifølge DBU et oplæg til de kommende forhandlinger, der finder sted dagen efter. Udspillet indebærer 5 til 10 gange så store omkostninger som hidtil, siger DBU’s kommunikationschef Jakob Høyer til dbu.dk.

      Samtidig melder Simone Boye fra til landsholdssamlingen i starten af september. Forsvarsprofilen er endnu ikke kommet sig over den skade, hun fik i EM-finalen.

      Laura Frank udtages som erstatning. Hun kan få debut på landsholdet i testkampen mod Holland - men hun er ikke udtaget til VM-kvalifikationskampen mod Ungarn, hvor kun 18 spillere skal med.

    11. Forhandlingerne bryder sammen

      DBU og Spillerforeningen mødes til forhandlinger, hvor kvindelandsholdsspillerne Stina Lykke og Sanne Troelsgaard deltager. Parterne bliver dog ikke enige om en ny aftale.

      Spillerforeningen afviser desuden at forlænge den nuværende aftale, så den gælder ved de kommende landskampe.

      Der opstår tilmed uenighed om, hvem der har afbrudt forhandlingerne. Ifølge DBU har Spillerforeningen forladt forhandlingsbordet, mens Sanne Troelsgaard er af den modsatte opfattelse.

      DBU siger, at det var jer, der gik?

      - Nu var jeg med til mødet, og det er bestemt ikke min konklusion på mødet.

      Samtidig vinder U21-landsholdet 6-0 på hjemmebane over Litauen i den anden EM-kvalifikationskamp.

    12. Planer om nyt møde

      Dagen efter de sammenbrudte forhandlinger sker der ikke afgørende nyt før sidst på aftenen.

      Nye forhandlinger er på vej i konflikten mellem DBU og kvindelandsholdet. DBU har via deres advokat sendt en skriftligt anmodning til Spillerforeningen om at mødes, hvilket Spillerforeningen har accepteret. Hvor og hvornår mødet skal finde sted er ikke aftalt på nuværende tidspunkt, erfarer TV 2 SPORT.

      Dagen efter de sammenbrudte forhandlinger fortæller Theresa Nielsen til DR, at spillerne stadig ikke har modtaget den aftalte bonus efter EM-slutrunden. Hun siger, at DBU er blevet rykket for den manglende udbetaling.

      Jakob Høyer svarer til DR, at spillerne altså ikke har sendt rykkere. Han beklager den manglende udbetaling og begrunder den med, at praktiske omstændigheder har udsat overførslerne.

    13. EM-bonus er sendt

      En landsholdsspiller oplyser til TV 2 SPORT, at DBU har givet besked om, at EM-bonussen er overført.

      Det er stadig ikke meldt ud, hvornår parterne skal mødes igen.

    14. Nyt møde er på plads

      DBU og Spillerforeningen mødes igen søndag den 10. september klokken 17. Det bekræfter Simone Boye, der sidder i landsholdets spillerråd, over for TV 2 SPORT. 

      Det er kun 20 timer og 30 minutter, før kvindelandsholdet skal møde ind til træningssamling i Horsens.

    15. Endnu et møde uden løsning

      Spillerforeningen og DBU mødes for at genoptage forhandlingerne.

      Kvindelandsholdets økonomi bliver blandt andet diskuteret, men endnu engang ender forhandlingerne uden en aftale. Det skyldes ifølge TV 2 SPORTs oplysninger, at begge parter står stejlt på, om DBU skal være arbejdsgiver og spillerne lønmodtagere eller ej.

      DBU ønsker at gøre op med den opfattelse. Spillerne ønsker at holde fast i den.

    16. DBU aflyser landskamp

      Et udsolgt CASA Arena i Horsens får ikke fornøjelsen af Danmark mod Holland. Det skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) i en pressemeddelelse.

      Her slår de fast, at spillerne, der vandt EM-sølv i sommer, ikke ønsker at møde op i landsholdslejren eller spille kampen, når de ikke kunne få opfyldt en ny landsholdsaftale.

      - Dette er en dybt beklagelig situation, og vi er rigtigt kede af at måtte skuffe de mange fans, der, ligesom vi, har glædet os til denne fodboldfest. Det er en ærgerlig og uholdbar situation, når vi ikke kan gennemføre en udsolgt landskamp og hyldest af kvindelandsholdet på grund af faglige uenigheder, siger Kim Hallberg, elitechef i DBU.

    17. Spillerne træner på egen hånd, mens forhandlingerne fortsætter

      Landsholdsspillerne forbereder sig til VM-kvalifikationskampen mod Ungarn ved at træne på egen hånd i København. Iført grønt tøj fra Spillerforeningen bliver de dirigeret af den tidligere landsholdsangriber og nuværende tv-ekspert Mark Strudal. 

      Senere på dagen genoptager DBU og Spillerforeningen forhandlingerne ifølge TV 2 SPORTs oplysninger.

       

    18. Sammenbrud i forhandlinger mellem DBU og kvindelandsholdet

      Lørdag den 16. september blev heller ikke dagen, hvor kvindelandsholdet og Dansk Boldspil-Union (DBU) fandt en løsning på konflikten om en ny landsholdsaftale.

      I stedet blev det til et sammenbrud i forhandlingerne. Dermed kommer de spillere, der er en del af kvindelandsholdet ikke til at spille VM-kvalifikationskampen mod Ungarn i næste uge.

    19. Spillerne åbner for nye forhandlinger - DBU afviser

      Søndag morgen den 17. september udsender Spillerforeningen en pressemeddelelse, hvori spillerne på kvindelandsholdet erklærer sig klar til nye forhandlinger. Spillerne er villige til at lempe på nogle af lønkravene for at få nye forhandlinger igang.

      DBU afviser imidlertid at forhandle på ny. 'En deadline er en deadline', lyder det fra DBU's kommunikationschef, Jakob Hoyer.

    20. DBU og kvindelandsholdet indgår delaftale

      Senest klokken 12 skal DBU indgive navne på spillertruppen til tirsdagens kamp til det europæiske fodboldforbund, Uefa.  Her vil det fremgå, om Danmark stiller op med EM-sølvvinderne, et alternativt hold eller udebliver.

      Kl. 12.40 kommer det frem, at DBU og Spillerforeningen har indgået en såkaldt delaftale, så kvindelandsholdet kommer til at stille op til VM-kvalifikationskampen mod Ungarn dagen efter.

      - Der er kommet en delaftale som begge parter er tilfredse med. Det er super godt, så nu kan vi koncentrere os om kampen i morgen, siger Pernille Harder til TV 2 SPORT.

       

    21. Den tidligere AAB-træner Lars Søndergaard præsenteres som ny landstræner for kvindelandsholdet. 

      Søndergaards kontrakt løber fra årsskiftet til efter EM-slutrunden i 2021.