Fodbold

Verdensmestre bakker op om kvindelandsholdet

Amerikanske fodboldstjerner støtter det danske kvindelandshold kort før den ultimative deadline inden tirsdagens kamp.

Kvindelandsholdets konflikt med DBU er nået langt ud over de danske grænser.

Flere internationale medier, herunder BBC World Service Radio med angiveligt 280 millioner lyttere, behandler konflikten, og nu melder internationale verdensstjerner sig også på banen.

De amerikanske verdensmestre Meghan Klingenberg, Allie Long og Alex Morgan har således ytret deres støtte til kvindelandsholdet i løbet af natten.

- Vi står bag det danske kvindelandshold i deres kamp for ændringer og opfordrer DBU til at lukke hullet, så VM-kvalifikationen kan genoptages, skriver de på Twitter.

Kvindelandsholdet og DBU står mandag over for en ultimativ deadline. Senest klokken 12 skal DBU indsende truppen til tirsdagens VM-kvalifikationskamp mod Ungarn. Her bliver det altså afgjort, om Danmark kommer til at stille op med EM-sølvvinderne eller om DBU finder et alternativt landshold.

Meghan Klingenberg og Allie Long spiller til daglig sammen med den danske landsholdsspiller Nadia Nadim i Portland Thorns. 

Alex Morgan spiller i franske Olympique Lyon, hvor Line Røddik tidligere har spillet. De to har dog ikke spillet på hold sammen.

Budskabet om støtte til kvindelandsholdet er også nået til Australien. Her er det den tidligere australske målmand Melissa Barbieri, der mener, at de danske resultater skal belønnes.

Det er ikke kun langvejsfra, at støtten til de danske spillere kommer. Den svenske spiller Hedvig Lindahl, der til daglig spiller i Chelsea, viser stor entusiasme, efter herrelandsholdet søndag tilbød 500.000 kroner til kvindelandsholdet.

Afbud kan koste tre slutrunder

Spillerne har hele vejen igennem forhandlingerne fastslået, at de ikke vil spille uden en ny aftale, hvor de er sikret lige vilkår med herrelandsholdet. Derudover har spillerne også kæmpet for en betragtelig lønstigning.

DBU har tilbudt spillerne en midlertidig aftale, så de kan spille tirsdagens kamp. Det har spillerne afvist flere gange, og derfor tyder det altså på, at en aftale skal landes inden klokken 12, hvis Danmark skal stille op med EM-sølvinderne tirsdag aften. 

Alternativerne er, at DBU skraber et andet hold sammen eller melder afbud. Det sidste kan i værste fald betyde, at Danmark hverken kan komme med til VM 2019, OL 2020 og EM 2021.