Fodbold

Nadim glæder sig til klubskifte: - Jeg går glip af rigtig meget

Nadia Nadim skifter ved årsskiftet til den engelske vinder af The Double, Manchester City.

For tre år siden forlod Nadia Nadim de trygge rammer i Danmark og skiftede dem ud med fodbold i en af verdens største fodboldligaer, National Women's Soccer League i USA.

Nu er tiden snart inde til at vende snuden hjemad. Den engelske storklub Manchester City offentliggjorde tidligere torsdag en kontrakt med den danske landsholdsspiller, som starter ved årsskiftet.

- Jeg skifter til Manchester City, fordi det er en klub med kæmpestore ambitioner. De vandt The Double sidste år og nåede semifinalen i Champions League. Det vil de gerne gøre bedre i næste sæson. Det er det sportslige, siger Nadia Nadim til TV 2 SPORT.

- Og selvfølgelig vil jeg også gerne være tættere på min familie, for jeg synes jo, at jeg er rigtig langt væk og går glip af rigtig, rigtig meget.

Vil stoppe med trofæ i USA

I slutningen af 2014 flyttede Nadim til den New Jersey-baserede klub Sky Blue FC, hvor hun omgående blev en succes med mange mål, men ingen trofæer.

Siden skiftede hun til topklubben Portland Thorns FC, med hvem hun i sidste sæson vandt grundspillet og dermed trofæet 'The Shield', mens det dog blev til nederlag i slutspillets semifinale.

Nu er klubben igen sikret en plads i slutspillet, og Nadia Nadim håber på at stoppe på toppen.

- Jeg har altid sagt, at jeg gerne ville stoppe her, efter jeg har vundet noget. Og jeg tror, at vi ligger til at vinde ligaen. Sidste sæson vandt vi ’The Shield’, og i år er vi i semifinalen. Så det kunne være fantastisk, hvis jeg kunne afslutte med at vinde ligaen og så komme til England, siger Nadim til TV 2 SPORT.

- Det har været fantastisk at være her i USA, men samtidig tror jeg, at det er tid til forandring. Jeg vil gerne til et nyt sted, hvor jeg kan udvikle mig mere som person og spiller.

- Alt det til sammen gjorde, at det var det bedste tidspunkt at foretage det her skifte. Jeg glæder mig rigtig meget. Jeg har været nede og se klubben, og hvor professionelle faciliteterne og det hele er. Jeg håber, at det hele bliver så godt, som jeg tror, det bliver.

Nadia Nadim var i sommer med til at sikre Danmark en sensationel plads i EM-finalen, hvor danskerne blev slået af Holland.

Hun har scoret 22 mål i 74 landskampe.

Manchester City vandt i sidste sæson The Double i England og nåede semifinalen i Champions League.