Fodbold

Nadia Nadims 'utrolige historie' henrykker England

Nadia Nadim skal i næste sæson tørne ud for engelske Manchester City, og hendes usædvanlige historie fylder allerede meget i England.

Engelske Manchester City har store ambitioner - både på herre- og kvindesiden.

Derfor har den engelske klub hentet danske Nadia Nadim til holdet fra amerikanske Portland Thorns, hvor hun har haft stor succes. 

Men hendes resultater på banen er ikke det eneste, som har imponeret det land, som hun i fremtiden skal spille i. Hendes utrolige historie dertil, hvor hun er nu, imponerer de britiske medier endnu mere.

- En afghansk flytning og medicinstuderende, som er blevet fodboldstjerne, har skrevet under med Manchester City. Nadia Nadim, som taler ni sprog og er ved at uddanne sig til kirurg, er klubbens nyeste tilføjelse til holdet, skriver Manchester Evening News, da hendes skifte blev offentliggjort.

- Hendes utrolige baggrundshistorie har gjort, at klubben har beskrevet hende 'som meget mere end bare en fodboldspiller'. Nadim bliver en fanfavorit og en rollemodel med det samme, mener avisen.

Nadim, som stammer fra Afghanistan, blev tvunget til at forlade landet, da hun var 10 år gammel

SkySport

Nadim flygtede fra sit hjemland, Aghanistan, med sin mor og fire søstre, da hun var 12 år gammel.

Hun har tidligere forklaret, at hendes far blev henrettet, da Taliban kom til magten, og derfor følte de sig nødsaget til at flygte.

- Hendes familie nåede til Europa via Pakistan med forfalskede pas, hvor de fandt et fly til Italien. Planen var at tage til London, men endte i Danmark, skriver SkySports.

- De kom til en flygtningelejr i Danmark, hvor hun startede med at spille fodbold, og siden da har det taget fart. Hun har nu 74 landsholdskampe og 22 mål for det danske landshold. Imens hun har spillet fodbold i den nationale liga i USA, har hun også studeret medicin, skriver BBC Sport, hvor de ligeledes har et længere portræt af hende.

Nadia Nadim jubler over sin scoring for Skovbakken i 2014.

Nadim startede med at spille fodbold i Gug Boldklub, som lå på modsatte side af asylcenteret, hvor familien boede. Hun underskrev sin første kontrakt med IK Skovbakken, da hun var 18 år gammel.

I slutningen af 2014 flyttede Nadim til den New Jersey-baserede klub Sky Blue FC, hvor hun omgående blev en succes med mange mål, men ingen trofæer.

Efter et kort lejeophold i Hjørring, hvor hun nåede at indtage topscorerlisten i Danmark, skiftede Nadim til topklubben Portland Thorns FC, med hvem hun i sidste sæson vandt grundspillet og dermed trofæet 'The Shield', mens det dog blev til nederlag i slutspillets semifinale.

Igen i år er Portland Thorns kvalificeret til play offs, og dermed har Nadim mulighed for at slutte af med et mesterskab i USA. 

Efter nytår fortsætter jagten på trofæer i England, og på Twitter har Manchester City startet et hashtag, 'welcomenadia', hvor de lyseblå fodboldfans byder hende velkommen til klubben.

Vil tættere på familien

Nu er tiden snart inde til at vende snuden hjemad. Den engelske storklub Manchester City offentliggjorde tidligere torsdag en kontrakt med den danske landsholdsspiller, som starter ved årsskiftet.

- Jeg skifter til Manchester City, fordi det er en klub med kæmpestore ambitioner. De vandt The Double sidste år og nåede semifinalen i Champions League. Det vil de gerne gøre bedre i næste sæson. Det er det sportslige, siger Nadia Nadim til TV 2 SPORT.

- Og selvfølgelig vil jeg også gerne være tættere på min familie, for jeg synes jo, at jeg er rigtig langt væk og går glip af rigtig, rigtig meget.

Manchester City har vundet fem titler i England i de seneste fire sæsoner, og i fjor klubben nåede klubben semifinalen i Champions League.