Piqué i tårer efter uroligheder: - Jeg trækker mig gerne fra landsholdet
Gerard Piqué har ikke noget imod at stoppe før på det spanske landshold, hvis hans støtte til Catalonien er et problem.
Landsholdet eller loyalitet til sit folk?
Gerard Piqué er ikke i tvivl, hvis valget står mellem de to ting.
- Jeg er og føler mig catalansk, og i dag (søndag, red.) føler jeg mig mere end nogensinde stolt af det catalanske folk. Deres adfærd har været fantastisk, som det har været i de seneste syv år, sagde en tydelig rørt Piqué til Reuters.
Udtalelsen fra FC Barcelona-spilleren kom søndag, da det catalanske folk ligesom ham selv gik til stemmeurnerne for at stemme om løsrivelse fra Spanien.
Men det, der skulle have været en festdag for Catalonien, endte med at få et helt andet negativt skær over sig. For spansk politi stormede adskillige valgsteder og angreb catalanerne. Søndag aften var antallet af sårede personer over 844.
Frygter ikke tidligt landsholdsstop
Piqué er kendt som en stor forkæmper for et selvstændigt Catalonien og har flere gange været udtaget til det catalanske fodboldlandshold, som hvert år spiller en landskamp.
Ved siden af er han en fast del af det spanske landshold, hvor han allerede har proklameret 2018 som sit sidste landsholdsår. Men hvis hans kærlighedserklæring til Catalonien skulle gå hen og give udfordringer, bekymrer det ham ikke.
- Hvis træneren eller nogen fra det spanske fodboldforbund mener, at jeg er et problem eller et forstyrrende element, så trækker jeg mig gerne fra det spanske landshold før 2018, fortalte han.
Det var ikke kun Gerard Piqué, der støttede afstemningen i FC Barcelona. Selve klubben havde i en pressemeddelelse også tilkendegivet støtte.
På grund af de voldsomme uroligheder havde FC Barcelona gerne set, at søndagens opgør mod Las Palmas blev udskudt. Men det ville den spanske ligaforening ikke godkende. Kampen blev derfor beordret afviklet. Ellers ville FC Barcelona risikere en pointstraf.
Tilskuerne kunne dog ikke blive garanteret sin sikkerhed på stadion. Derfor endte kampen med at blive færdigspillet uden tilskuere. Med Piqué på banen vandt FC Barcelona 3-0.
Flere fagforeninger og grupper opfordrer nu til generalstrejke tirsdag som 'fordømmelse af sikkerhedsstyrkerne'.
Ifølge Reuters skulle 90 procent af stemmerne ved valget støtte en løsrivelse fra Spanien.