Pique lagt for had af fans - men bakkes op af landstræneren

Barcelona-stjernen Gerard Pique har ytret sin støtte til Cataloniens løsrivelse fra Spanien.

En stor gruppe tilskuere var mødt op, da det spanske fodboldlandshold mandag trænede sammen for første gang forud for VM-kvalifikationskampen mod Albanien.

For flere af de fremmødte var målet ikke at se nationens stjerner udfolde sig, men derimod for at sende en besked til FC Barcelonas forsvarsspiller Gerard Pique.

Han havde op til søndagens afstemning i Catalonien været varm fortaler for løsrivelse fra Spanien, så fansene buhede Pique på træningsbanen og mødte ham med tilråb og skilte med hårde gloser og ønsket om, at han ikke skal repræsentere Spanien.

Pique udtalte tidligere på ugen, at han var parat til at stoppe på det spanske landshold, hvis lederne ønskede det, men landstræner Julen Lopetegui udtrykte sin fulde støtte til forsvarsspilleren, da han tirsdag mødte pressen.

Han har ingen planer om at udelade ham fra truppen.

- Vi analyserer ikke en spillers politiske standpunkt. Gerard er en ekstraordinær midterforsvarer, og han har været en del af landsholdene, siden han var 16. Hans dedikation er enorm. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle indkalde ham. Han er til rådighed, og han vil spille, sagde Lopetegui ifølge AP.

- Jeg ved, det ikke er nogen nem situation, men jeg er fodboldtræner, og det må jeg prioritere.

Gerard Pique og FC Barcelona spillede i weekenden uden tilskuere i hjemmesejren over Las Palmas for at sende et signal og tage afstand til urolighederne, der udspillede sig under valget i Catalonien om selvstændighed.

Pique er glad som altid

Den spanske regering erklærede valget ulovligt, og det førte til flere sammenstød mellem politi og valgdeltagere i den nordøstlige region.

Pique var dybt berørt, da han mødte pressen efter kampen, og kritiserede det spanske politi for sine aktioner mod catalonierne.

I landsholdslejren har hans tidligere holdkammerat i Barcelona, Thiago Alcantara, dog ikke følt, at Piques tanker var andre steder end hos landsholdet og kampen på fredag.

- Jeg ser Pique med den samme entusiasme som tidligere. Han er glad, som han altid har været i vores omklædningsrum, siger Thiago ifølge AP.

Lukkede tirsdagens træning

Konsekvensen af den specielle situation på træningsanlægget i Madrid-bydelen Las Rozas mandag blev dog, at det spanske landshold trænede for lukkede døre tirsdag.

- Vi skal fokusere på vores hovedmål, hvilket er at kvalificere os til VM. Vi må ikke blive distraheret af noget. Jeg ved godt, at det her er en ubehagelig situation, men jeg beder om fornuft og ro, så vi alle kan spille en fantastisk kamp mod Albianien.

Spanien spiller kampen mod Albanien på fredag i Alicante. Holdet fører sin gruppe med tre point ned til Italien.