504 ungdomsspillere skal scannes før VM
For at afsløre eventuel snyd med spillernes alder skal samtlige spillere ved U17-VM i fodbold MR-undersøges.
Fødselsdatoen i passet er ikke længere nok for det internationale fodboldforbund, FIFA. Forud for U17-VM, der sparkes i gang torsdag, skal alle 504 spillere have MR-scannet deres håndled.
Det sker blandt andet på baggrund af afsløringen af Nigerias fusk i august og for at kunne påvise, hvorvidt en spiller er født i år 2000 eller tidligere. Det skriver nyhedsbureauet NTB ifølge norsk TV 2.
Fra eksperter lyder det, at en MR-undersøgelse med 99 procents sikkerhed kan fastslå, om en spiller er under 17 år.
- Selv om det er hver deltagernations ansvar at forsikre, at deres spillere opfylder alderskriterierne, har FIFA besluttet at udføre MR-undersøgelser af spillernes håndled i U17-turneringer, står der i en udtalelse.
Nigeria, der har vundet U17-VM fem gange, formåede ikke at kvalificere sig til årets turnering. Før en kvalifikationskamp for to måneder siden blev 26 udtagne spillere erklæret ukampdygtige, da de var for gamle.
Det er også mistanke om snyd med aldersregistreringerne i andre lande, der nu er årsagen til, at mange af verdens største fodboldtalenter skal scannes.
Tidligere har spillere som Neymar, Ronaldinho, Andrés Iniesta og Xavi Hernández fået deres gennembrud ved U17-VM.
Årets slutrunde afvikles i seks indiske byer, og finalen spilles i Kolkata lørdag den 28. oktober. Danmark er ikke med ved VM.