Fodbold

Piqué efter buhråb: Ingen skal betvivle mit engagement

FC Barcelona-spilleren slår fast, at han ikke har tænkt sig at stoppe på landsholdet efter ballade.

Fodboldspilleren Gerard Piqué har været udsat for stor bevågenhed de seneste dage, efter at han søndag offentligt kritiserede spansk politis ageren under urolighederne i Barcelona i forbindelse med afstemningen om et uafhængigt Catalonien.

Den 30-årige forsvarsspiller fra FC Barcelona har givet sin utvetydige opbakning til et selvstændigt Catalonien, og det har ikke vakt jubel alle steder. 

Mandag blev Gerard Piqué buhet ud under det spanske landsholds træning i Madrid, hvor holdet ladede op til fredagens VM-kvalifikationskamp mod Albanien i Alicante. 

Forsvareren er træt af situationen og ikke mindst af at få betvivlet sit engagement på Spaniens landshold. Det lod han forstå onsdag på et pressemøde. 

- Siden begyndelsen af denne situation har det været meget svært at skulle høre fans, der normalt tiljubler mig, buhe ad mig og fornærme mig, siger Gerard Piqué ifølge Sky Sports.

- Men det er umuligt at stille spørgsmålstegn ved mit engagement, siden jeg har været 15 år. Jeg betragter det her (landsholdet, red.) som en familie, og det er en af årsagerne til, at jeg fortsætter her.

- Jeg har sagt det mange gange; jeg er meget stolt af at være en del af Spaniens hold og en gruppe spillere, der er i stand til at vinde alle titler. 

- Jeg sidder her, fordi jeg ønsker at give min version, og fordi landstræneren (Julen Lopetegui, red.) bad mig om det, siger FC Barcelona-spilleren. 

Gerard Piqué meddelte sidste år, at han planlægger at indstille landsholdskarrieren efter VM i Rusland næste år.

Spanien kan med en sejr over Albanien sikre sig VM-billetten, hvis holdets eneste rival til førstepladsen i gruppe G, Italien, samtidig sætter point til i hjemmekampen mod Makedonien. 

En spansk sejr vil dog efter al sandsynlighed være nok i sig selv. 

Med to runder tilbage har Spanien 22 point mod Italiens 19 point, og spaniernes målscore er 17 mål bedre end italienernes. 

- Jeg vil forsøge at hjælpe holdet på den måde, jeg kan. Vi skal have fokus på at få tre point mod Albanien. Så vil vi næsten være kvalificeret, siger Gerard Piqué.

Han vandt VM med Spanien i 2010 og også EM to år senere.