Fodbold

Kvist ignorerer, at Danmarks VM-chancer kan være ændret inden kampstart

Det danske landshold kommer ikke til at fokusere på resultatet mellem Armenien og Polen i optakten til torsdagens kamp mod Montenegro.

Allerede inden det danske landshold torsdag klokken 20.45 går på banen i Podgorica til VM-kvalifikationskampen mod Montenegro, er vi klogere på de danske VM-chancer.

For klokken 18.00 spilles en anden kamp i VM-kvalifikationens gruppe E, når Armenien tager imod Polen. Polen fører i øjeblikket gruppen med tre point ned til Montenegro på andenpladsen og Danmark på tredjepladsen.

Inden de sidste to kampe i VM-kvalifikationen kan Danmark dermed på papiret både slutte på førstepladsen, der giver direkte adgang til VM, på andenpladsen, der kan give adgang til VM-playoffkampe, og på tredjepladsen, hvor de vil ende som sorteper.

Men på trods af den store betydning af Polens kamp, har de danske spillere ikke lyst til at kende resultatet inden kampstart mod Montenegro.

- Jeg vil helst ikke vide det. Men jeg har ikke regnet så meget på det, for jeg tænker på, at vi skal vinde. Det gør det nemmest for mig at præstere, siger William Kvist, der samtidig sender en ironisk kommentar om sin egen spillestil af sted:

- Jeg tror ikke, jeg vil spille bolden mere tilbage af den grund.

Også den danske landstræner Åge Hareide blev på onsdagens pressemøde mødt med samme spørgsmål. Og ej heller han har tænkt sig på nogen måde at bruge resultatet af den tidlige kamp i sin optakt til Montenegro-opgøret.

- Vi bliver nødt til at fokusere på vores egen situation, og hvis de vinder, og vi vinder, så er der stadig noget spænding tilbage om førstepladsen, siger Åge Hareide, der også understreger, at han ikke regner med gaver fra Armenien:

- Polen er stadig tre point foran i gruppen, og vi forventer ikke, at de taber udekampen i Armenien. Men jeg ved, at de var ret heldige i hjemmekampen mod Armenien, hvor de i virkeligheden burde have tabt, hvis man ser på de chancer, som Armenien havde.

- Men Polen har taget chancerne, og selvfølgelig fortjener de at føre gruppen, for de har været gode hele vejen. Så jeg forventer ikke, at de taber.

Ligemeget hvordan kampene ender torsdag aften, så er der intet, der er helt sikkert før søndag, hvor sidste spillerunde venter. Danmark møder Rumænien, mens Polen samtidig tager imod Montenegro.