Fodbold

Fodbold i 3,5 kilometers højde: Neymar kritiserer 'umenneskelige' forhold

Fodbold i højderne er ikke noget for Neymar, der raser efter gårsdagens VM-kvalifikationskamp i Bolivia.

Brasilien og Neymar er for længe siden blevet klar til VM-slutrunden i Rusland til næste sommer.

Men selvom VM-billetten er booket, så kører VM-kvalifikationen i Sydamerika videre. Det bragte i går de brasilianske verdensstjerner på besøg i Bolivias hovedstad, La Paz. Et sted de ikke har vundet i 32 år.

Samba-drengene formåede ikke at få læderet i nettet, og så sluttede kampen 0-0. Dermed fortsætter skrækstatstikken lidt endnu. Og det er der måske en god grund til.

Bolivia spiller nemlig sine hjemmekampe på på Estadio Hernando Siles. Og med en placering i 3.637 meters højde spilles kampene i meget tynd luft. Noget der udfordrer spillerne på fysikken, da det er svært at trække vejret, hvis ikke man er vant til højderne.

- Det er umenneskeligt at spille fodbold i de forhold. Banen, højden, bolden – alt er dårligt, lyder kritikken fra den brasilianske stjerne Neymar.

Neymar kan dog trøste sig med, at han sammen med Brasilien er klar til det kommende VM.

Samme trøst kan hans tidligere holdkammerat Lionel Messi ikke glæde sig over. Han har sammen med Argentina kniven for struben, hvor de inden den sidste kamp i kvalifikationen er pisket til sejr, hvis de fortsat skal have muligheden for at komme til VM.