Fodbold

Officielt: Bayern München ansætter gammel kending som ny træner

Bayern München har ansat den 72-årige Jupp Heynckes som cheftræner for resten af indeværende sæson.

Rygterne har efterhånden svirret længe, og fredag blev det så officielt.

De tyske mestre Bayern München har valgt at ansætte den 72-årige fodboldtræner Jupp Heynckes som cheftræner i resten af indeværende sæson.

Det skriver storklubben på sin hjemmeside.

Heynckes erstatter dermed italienske Carlo Ancelotti, der blev fyret dagen efter 0-3-nederlaget til Paris SG i Champions League i sidste uge efter en periode med svingende resultater. 

- Han er en mester i taktik og som mandskabsbehandler. Vi er overbeviste om, at han er den helt rigtige til at lede holdet tilbage til succes i den aktuelle situation, så vi kan opnå vores mål, siger Bayerns sportsdirektør Hasan Salihamidžic, der bakkes op af klubbens direktør:

- Der er stor tillid mellem Jupp Heynckes og Bayern. Og det har de samtaler som Uli Hoeneß, Hasan Salihamidžić og jeg nu har ført, endnu engang vist. 

- Vi er meget taknemmelige over, at Jupp vil være cheftræner. Han er den ideelle træner for Bayern i øjeblikket, siger Bayerns administrerende direktør Karl-Heinz Rummenigge i en pressemeddelelse.

Kontrakten mellem Jupp Heynckes og Bayern München løber frem til 30. juni 2018. Han har første arbejdsdag på mandag den 9. oktober. 

Heynckes og Bayern - en lang historie

Den tyske avis Bild erfarede sent onsdag aften, at Heynckes ville blive ansat på en kontrakt for resten af sæsonen, og torsdag bekræftede træneren selv, at han havde fået et tilbud fra klubben. 

Heynckes har i tre tidligere perioder været cheftræner for Bayern München, men det lå ikke ligefrem i kortene, at Heynckes skulle overtage denne gang. 

Tyskeren indstillede sin karriere som træner i sommeren 2013, efter at han havde ført Bayern München til sejr i Champions League og vundet både det tyske mesterskab og pokalturneringen i 2012/2013-sæsonen. 

I sommeren 2011 satte Jupp Heynckes sig for tredje gang til rette i det varme sæde i München, og han sluttede af med den tredobbelte triumf i 2013. Herefter meddelte han, at han ikke havde tænkt sig at være træner mere, men nu tager han alligevel endnu en tørn.