8-0 sender Sverige tæt på playoff og Holland nær VM-exit

Kun mirakler fra hollandsk side kan forhindre mindst en VM-playoffkamp til Sverige, der knuste Luxembourg 8-0.

Sveriges fodboldlandshold er et skridt nærmere VM i Rusland næste sommer, efter det lørdag tog en storsejr på 8-0 hjemme over Luxembourg.

Dermed er svenskerne et stort skridt nærmere mindst en playoffkamp som nummer to i gruppe A, men Sverige er dog også i spil til en direkte VM-billet via gruppens førsteplads, som dog fortsat ligger til Frankrig.

Sverige er aktuelt på førstepladsen med 19 point for ni kampe, mens Frankrig har 17 point for otte kampe inden opgøret ude mod Bulgarien senere lørdag aften.

Hvis Frankrig klarer sine paragraffer i de to sidste kampe, skal Sverige sørge for at holde Holland bag sig i kampen om andenpladsen. Og der skal nu mirakler til for Holland.

Sverige har seks point mere end Holland samt en målscore, der er 14 mål bedre, så Holland skal ikke bare slå Hviderusland og Sverige i de resterende kampe, men også vinde med meget store cifre.

I lørdagens kamp var svenskerne tydeligvis bevidste om at pynte mest muligt på målscoren, og det lykkedes i den grad.

Sverige kom foran allerede efter ni minutter. Ola Toivonen tilkæmpede sig et straffespark af den lidt billige slags, og Andreas Granqvist eksekverede sikkert til 1-0.

Otte minutter senere blev det 2-0. Ola Toivonen spillede Marcus Berg fri i feltet lige på den rette side af offside. Berg tog et træk, før han hamrede bolden i nettet.

Berg gjorde det også til 3-0 med otte minutter tilbage af første halvleg. I to forsøg overlistede han Luxembourgs målmand, Jonathan Joubert, fra fri scoringsposition.

Ni minutter efter pausen fuldendte Berg sit hattrick, da han fra en position uden for feltet krøllede bolden ind i den ene side af målet til 4-0.

Opdækningen var mildest talt mangelfuld hos Luxembourg. Det udnyttede Mikael Lustig efter en time, da han steg til vejrs og headede Sverige på 5-0 efter et frispark fra Sebastian Larsson.

Endnu et straffespark - denne gang for hånd på bolden syv minutter senere - sendte Sverige på 6-0, da Andreas Granqvist igen viste træfsikkerhed fra 11-meter-pletten.

Nu gik det for alvor stærkt. Med sit fjerde mål headede Marcus Berg 7-0-målet ind med 20 minutter tilbage, og fem minutter senere helflugtede Toivonen bolden ind i hjørnet til 8-0.

Lørdag klokken 20.45 starter både Hviderusland-Holland og Bulgarien-Frankrig, mens gruppen afsluttes på tirsdag.