Irland knuser walisisk VM-drøm efter forsvarsfejl
Irland er klar til playoffkampe om VM-billet efter sejr i Wales, mens Serbien er direkte kvalificeret.
I sommeren 2016 skabte Wales en gedigen overraskelse ved at nå EM-semifinalen, men nationen får ikke chancen for at følge op på succesen, når VM spilles i Rusland næste sommer.
Mandag aften kunne Wales nappe andenpladsen i gruppe D eller i bedste fald førstepladsen, hvis Serbien dummede sig, men det endte i en maveplasker for Wales, der på hjemmebane tabte 0-1 til Irland.
Dermed tager Irland andenpladsen og får en playoffkamp om en VM-billet som en af de otte bedste toere, mens Serbien kvalificerer sig direkte til VM efter hjemmesejren på 1-0 over Georgien.
Serbien scorede det forløsende mål ved Aleksandar Prijovic efter et flot angreb med 17 minutter tilbage af kampen og sluttede på 21 point. Irland kom op på 19 point, mens Wales havnede på 17.
Irland var pisket til at vinde for at bibeholde VM-drømmen, men det var ikke til at se på opgøret i begyndelsen.
Wales tog teten fra start og dominerede i en hektisk indledning. Uden den skadede stjernespiller Gareth Bale havde waliserne dog svært ved at skabe åbne chancer.
Det samme havde Irland, der mere primitivt satsede på dødbolde, og derfor var 0-0 en naturlig udgang på første halvleg.
Wales kom bedst ud efter pausen og skabte hurtigt et par gode muligheder. Hal Robson-Kanu headede kraftfuldt mod mål, men keeper Darren Randolph parerede oppe i målhjørnet.
Men bedst som det trak op til walisisk scoring, dummede holdet sig.
Wales' Ashley Williams mistede bolden i egen forsvarszone, så James McClean slutteligt kunne hamre Irland på 1-0 med et resolut hug fra omkring straffesparkspletten.
Derfra skulle Irland fighte de tre point i land på sine klassiske dyder, og det lykkedes at holde stand trods et intenst pres fra Wales i kampens sidste del.