Under 500.000 kr. om året skiller DBU og landsholdet
Efter næsten et års forhandlinger er konflikten mellem DBU og Spillerforeningen optrappet. Endnu en landskamp er i fare.
Fem dage før kvindelandsholdets vitale VM-kvalifikationskamp mod Sverige er konflikten om en ny landsholdsaftale brudt ud på ny.
Denne gang er økonomien i aftalen angiveligt en af de største knaster. Ifølge Ekstra Bladet er det under 500.000 kroner om året, der skiller parterne ad – både omkring månedlige stipendier og bonusser i forbindelse med kampe.
- Det er så langt ude, at DBU slet ikke vil komme os i møde. Vi har brug for et løft i vores økonomi. Det tror jeg, at alle ved. For stipendieordningen er det 71.000 kr. om året, der skiller os, og for udtagelses-, vundne/uafgjort- og tilskuerbonusser er det ca. 400.000 kr. om året, som DBU ikke vil give os. Nu er det altså DBU, der skal tage ansvar, vi spillere kan ikke rykke os mere, siger Sanne Troelsgaard til Ekstra Bladet.
Søndag nåede konflikten nye højder, da Spillerforeningen meldte ud, at DBU afbrød forhandlingerne fredag den 13. oktober. Dét kan DBU ikke genkende – unionen fortæller til gengæld til TV 2 SPORT, at Spillerforeningen ikke ønskede at forhandle mere allerede tirsdag den 10. oktober.
Kommunikationschefen i DBU, Jakob Høyer, fortæller til TV 2 SPORT, at parterne nærmer sig hinanden. Der er dog stadig uenigheder omkring økonomien, mens principielle spørgsmål om hvem der skal bestemme hvad på hvilke tidspunkter heller ikke er løst. Til gengæld er tvisten, om hvor vidt DBU skal kunne tolkes som arbejdsgiver, løst.
Parterne er desuden uenige om hvordan forhandlingerne skal fortsætte. DBU vil gerne forhandle videre på den anden side af landskampene den 20. og 24. oktober, mens Spillerforeningen vil have en aftale på plads inden da.
Landsholdsspillerne har fastslået, at de først vil spille, når en ny aftale er på plads. Derfor møder de ikke op i landsholdslejren i morgen, mandag - med mindre en aftale er landet inden da.
Konflikten har allerede ført til aflysning af en testkamp mod europamesteren Holland, ligesom den også havde sportslige indvirkninger på kampen mod Ungarn. Landsholdet nåede kun en halv times træning under den nye træner, inden Ungarn blev besejret i VM-kvalifikationens første kamp.
Fredag den 20. oktober skal Danmark møde Sverige på udebane - en vital kamp for at komme til VM. Danmark og Sverige er klare favoritter til at kæmpe om førstepladsen i gruppen.