Fodbold

Dansk klubformand opfordrede sine spillere til at gå imod Spillerforeningen

En af Danmarks to største kvindefodboldklubber, Fortuna Hjørring, ville have sine spillere til at stille op til landskampen mod Sverige.

Fredagens VM-kvalifikationskamp mod Sverige blev torsdag aflyst, da spillerne ikke stillede sig til rådighed.

Via Spillerforeningen ville spillerne have en ny og hel landsholdsaftale på plads, før de stillede sig til rådighed. Det kunne og ville Dansk Boldspil-Union ikke imødekomme, men var derimod klar til at lave en midlertidig aftale og forhandle hele aftalen på plads efter tirsdagens VM-kvalifikationskamp mod Kroatien.

Men midt i den bitre strid, der har rullet ugen igennem, blev Fortuna Hjørrings landsholdsspillere opfordret til at gå imod Spillerforeningen. Det skriver klubbens formand, Jette Andersen, på klubbens hjemmeside.

- Jeg er overbevist om, at vore spillere – de på landsholdet og de herhjemme - ikke ønsker den situation, som de er tvunget ud i. Kort før det hele brød sammen henvendte jeg mig til Fortunas spillere i landsholdstruppen: Hej landsholdsspillere! Få dog spillet den landskamp, skriver Jette Andersen.

- Det her handler ikke kun om jeres fremtid på landsholdet, men også om vores klub. Der er ingen tvivl om, at et afbud rammer vores setup i klubben, når kampen ikke spilles. Vi er afhængige af DBU's tilskud til trænere, kommercielle ledere, m.m. Det hænger nok i en tynd tråd, hvis kampen ikke spilles.

- Alle er enige i, at I skal have meget bedre forhold på landsholdet - men tag dog den lønkamp efter de to kampe. Jeg har flere gange talt med Spillerforeningen i en god tone - og opfordret dem til at komme til en løsning. Men det har altså været forgæves!

Fortuna Hjørring er siden 1994 blevet dansk mester otte gange og har optrådt i den største klubturnering Champions League.

Hun frygter, at konflikten og de mulige konsekvenser kan komme til at gå hårdt ud over klubben, der hvert år slås med Brøndby om det danske mesterskab.

- Som en af landets to kontraktklubber har vi hele tiden arbejdet på at hæve kvaliteten i kvindefodbold. Det kommer til udtryk både nationalt og internationalt. Gode resultater i den hjemlige turnering og deltagelse i UEFA Womens Champions League har gjort os til dansk kvindefodbolds flagskib. Nu er skibet ved at blive skudt i sænk, skriver Jette Andersen.

- De sanktioner, dansk kvindefodbold kan udsættes for ved ikke at stille op i Sverige, er uoverskuelige. Det er ulykkeligt, at det er kommet så langt. Red nu situationen i det man kan kalde forlænget spilletid. Spil fodbold. Lad jer ikke vildlede af forhandlere, der åbenbart ikke har tilstrækkelig indsigt i kvindefodbolds sjæl.

Kampen mod Sverige er dog endegyldigt aflyst, og i værste fald bliver Danmark smidt ud af VM-kvalifikationen, hvilket også vil betyde, at drømmen om OL-kvalifikation til legene i 2020 brister.

Tirsdag skal Danmark på papiret møde Kroatien i VM-kvalifikationen, men den kamp er også i fare som følge af konflikten, for umiddelbart står parterne fast på deres udgangspunkt for, hvornår forhandlingerne om en endelig aftale skal falde på plads.

- Jeg håber hele tiden. Det har vi gjort hele ugen. Men for hver time der går, ser det sværere og sværere ud, sagde kommunikationschef i DBU, Jakon Høyer, tidligere på dagen.

Spillerforeningens direktør, Mads Øland, havde sent torsdag ikke noget at sige om udsigten til at få afviklet tirsdagens kamp.

Tror du på, der bliver en kamp mod Kroatien?

- Jeg har ikke nogen kommentarer til det. Vi arbejder på at finde en løsning på det, og det har vi gjort i dag og fortsætter med i morgen, siger Mads Øland til TV 2 SPORT.