Fodbold

Få ord fra Spillerforeningen: - Vi arbejder på at finde en løsning

Direktøren for Spillerforeningen, Mads Øland, havde ikke meget at berette om, da han kom ud fra dagens forhandlinger i konflikten med DBU.

Mens Dansk Boldspil-Union flere gange har udtalt sig om konflikten med de kvindelige landsholdsspillere og Spillerforeningen, har modparten i sagen intet sagt ugen igennem.

Mads Øland kom sent torsdag aften ud fra det hotel, hvor han siden i morges har befundet sig - blandt andet sammen med landsholdsspillerne og nøglepersoner i Spillerforeningen.

Direktøren var imidlertid ikke interesseret i at sige meget om konflikten, som torsdag endegyldigt førte til aflysning af fredagens VM-kvalifikationskamp mod Sverige.

- Vi snakker med de kvinder, vi har her, og så melder vi ud, når vi er klar til det. Jeg kan ikke sige meget mere end det. Der er ikke noget at fortælle, som det er nu.

Er du overrasket over aflysningen af kampen?

- Det har jeg ikke nogen kommentarer til. Vi arbejder på at finde en løsning, og det er det, vi kommer til i morgen, indtil vi er færdige.

Tror du på, der bliver en kamp mod Kroatien?

- Jeg har ikke nogen kommentarer til det. Vi arbejder på at finde en løsning på det, og det har vi gjort i dag og fortsætter med i morgen, siger Mads Øland til TV 2 SPORT.

DBU: Ser sværere og sværere ud

Danmarks kamp mod Kroatien skal efter planen spilles på tirsdag, men det afhænger selvsagt af, om DBU og Spillerforeningen når frem til en løsning.

DBU erkendte dog tidligere på dagen, at det ser sværere og sværere ud at stille op til kampen.

- Vi kommer først til at forhandle efter kampen mod Kroatien. Hvis der er noget at forhandle om, kan man sige. For hvis vi står med endnu en aflyst kamp, er det jo ikke sikkert, at vi overhovedet er med i den her VM-kvalifikation. Det må vi tage efterhånden. Jeg har fokus på, at vi forsøger at skabe nogle løsninger, så vi kan komme til at spille den kamp, siger Jakob Høyer og tilføjer:

- Jeg håber hele tiden. Det har vi gjort hele ugen. Men for hver time der går, ser det sværere og sværere ud.

Den store problematik består i, at Spillerforeningen vil have en fuld aftale på plads, før spillerne igen melder sig under fanerne.

Omvendt vil DBU, som Jakøb Høyer udtrykker det, først forhandle, når kampen mod Kroatien eventuelt er spillet. DBU er ikke interesseret i at få fremtvunget en hel aftale hurtigt.

- Vi har tilbudt spillerne at komme ind og spille. De skal nok få honorar, bonus, forsikring og så videre, så vi kan få spillet den her kamp. Og så kan vi fortsætte forhandlingerne i forlængelse af dem, siger Jakob Høyer.

Hårde konsekvenser i vente

Konsekvensen af at udeblive fra en kamp kan i værste fald betyde, at Danmark bliver smidt ud af VM-kvalifikationen og endda også den kommende EM-kvalifikation.

Ifølge TV 2 SPORT's oplysninger er det urealistisk, at UEFA nøjes med at taberdømme Danmark med 0-3 i kampen mod Sverige for efterfølgende at lade holdet deltage i resten af kvalifikationsturneringen.