Fodbold

DBU kritiserer Spillerforeningens 'revolverforhandling'

DBU mener, at ansvaret for aflysningen af VM-kvalifikationskampen mod Sverige ligger hos Spillerforeningen. Spillerne har fortsat ingen kommentarer.

Hos Dansk Boldspils-Union (DBU) er man ikke i tvivl.

Det primære ansvar for aflysningen af VM-kvalifikationskampen mod Sverige ligger hos de kvindelige landsholdsspillere og Spillerforeningen, der varetager spillernes interesser.

Det var i hvert fald den klare melding fra DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, da han torsdag kommenterede den endegyldige aflysning af kampen mod Sverige.

- Vi oplever en Spillerforening, som er kompromisløs, og som kører forhandlingerne helt op mod muren. Vi kan ikke blive ved med at have den form for forhandlinger. Derfor er vi endt i den her helt groteske og beklagelige situation.

- De kører en eller anden form for revolverforhandling, hvor de prøver at få det hele presset igennem i nogle sportslige forberedelser, siger Jakob Høyer til TV 2 SPORT.

Ifølge DBU er situationen kun kommet så langt ud, fordi Spillerforeningen ikke har været imødekommende nok.

- Jeg mener, det skyldes alt for lange forhandlinger, hvor vi ikke er nået nogen vegne. Og set fra DBU’s stol har vi oplevet en Spillerforening, der på trods af over 20 møder først har rykket sig til sidst.

- Og her til sidst vil de have, at vi forhandler midt i sportslige forberedelser, og det vil vi ikke. Vi ønsker ikke en situation, hvor spillerne ikke kommer ind til træning. Vi ønsker ikke en situation, hvor vi skal forhandle op til, at spillerne skal løbe ind på banen, siger Jakob Høyer.

'Ingen kommentarer' fra Øland

Kvindelandsholdets spillere og Spillerforeningen har endnu ikke udtalt sig konkret om aflysningen af kampen mod Sverige, men torsdag aften sagde direktøren i Spillerforeningen, Mads Øland, for første gang nogle få ord.

TV 2 SPORT fangede Øland uden for det hotel, hvor han og andre medlemmer af Spillerforeningen dagen igennem har befundet sig - sammen med spillerne.

- Vi snakker med de kvinder, vi har her, og så melder vi ud, når vi er klar til det. Jeg kan ikke sige meget mere end det. Der er ikke noget at fortælle, som det er nu.

Er du overrasket over aflysningen af kampen?

- Det har jeg ikke nogen kommentarer til. Vi arbejder på at finde en løsning, og det er det, vi kommer til i morgen (fredag, red.), indtil vi er færdige.

Tror du på, der bliver en kamp mod Kroatien?

- Jeg har ikke nogen kommentarer til det. Vi arbejder på at finde en løsning på det, og det har vi gjort i dag (torsdag, red.) og fortsætter med i morgen, sagde Mads Øland til TV 2 SPORT.

Ifølge TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft er der måske en meget god grund til, at spillerne selv ikke giver lyd fra sig.

- Jeg tror, de har nok at spekulere på over udgangen af hele den affære. Det er meget sjældent, at Spillerforeningen taber en sag til DBU. Det er ikke sket så tit. Så måske en lille smule frustration hos spillerne, siger Flemming Toft.

Toft har også kaldt det en skandale, at direktørerne fra Spillerforeningen og DBU, Mads Øland og Claus Bretton Meyer, ikke er stået frem og har sagt noget i offentligheden om konflikten.

Mens fredagens kamp mod Sverige er endegyldigt aflyst, så ønsker DBU fortsat at sende et kvindelandshold afsted til VM-kvalifikationskampen mod Kroatien på tirsdag.

Det er fortsat uvist, hvordan UEFA vælger at sanktionere DBU for udeblivelsen, men ifølge TV SPORTs oplysninger er det ikke realistisk, at UEFA nøjes med at taberdømme Danmark med 0-3 i kampen mod Sverige for efterfølgende at lade holdet deltage i resten af kvalifikationsturneringen.

Klubformand opfordrede til at spille

Det danske storhold Fortuna Hjørring har spillere i landsholdslejren, og klubbens formand, Jette Andersen, har i ugens løb forsøgt at påvirke sine spillere.

I en kommentar på klubbens hjemmeside skriver hun, at hun opfordrede sine spillere til at gå imod Spillerforeningen og stille op til landskampen mod Sverige.

- De sanktioner, dansk kvindefodbold kan udsættes for ved ikke at stille op i Sverige, er uoverskuelige. Det er ulykkeligt, at det er kommet så langt. Red nu situationen i det man kan kalde forlænget spilletid. Spil fodbold. Lad jer ikke vildlede af forhandlere, der åbenbart ikke har tilstrækkelig indsigt i kvindefodboldens sjæl, skriver Jette Andersen.

Spillerne, som er Maria Lindblad Christensen, Caroline Møller, Frederikke Thøgersen og Signe Bruun, har dog ikke lyttet til deres formand.

Opbakning fra svensk side

Mens de danske spillere forholder sig tavse, er det modsatte tilfældet blandt svenskerne, som altså skulle have mødt Danmark fredag.

Nu får svenskerne en skrivebordssejr på 3-0, men i et opslag på det sociale medie Instagram opfordrer profilen Kosovare Asllani UEFA til at lade landene finde en ny dato og spille kampen.

- Straf ikke spillerne, for det er ikke retfærdigt. Jeg kan forsikre jer, at alle landshold i verden står bag dem, skriver Asllani.

- I (de danske spillere, red.) gjorde det rigtige og tog ikke kun kampen for jeres egen skyld, men også for unge piger, der er dansk fodbolds fremtid. Unge piger, som ser op til jer. Men det er ikke nemt at forhandle med folk fra stenalderen, skriver hun med henvisning til DBU.

Få overblikket over konflikten mellem DBU og landsholdsspillerne

  1. 2017

    1. Landsholdsaftalen udløber

      Landsholdsaftalen mellem DBU og Spillerforeningen for kvindelandsholdet og U21-landsholdet udløber. Datoen er timet med, at U21-landsholdet akkurat når at indlede EM-kvalifikationen.

      Parterne har forhandlet i flere måneder, men er ikke nået frem til en aftale. En stor knast i forhandlingerne er, hvorvidt DBU skal være arbejdsgiver for spillerne eller ej. Det mener spillerne, at DBU skal. Økonomi og arbejdsforhold forhandles der også om

    2. Kvindelandsholdet udebliver

      Kvindelandsholdet udebliver fra en planlagt landsholdssamling i Horsens, da en ny aftale ikke er kommet på plads. Kvindelandsholdet selvtræner i stedet med hjælp fra Spillerforeningen.

    3. Kamp mod Holland aflyses

      DBU vælger at aflyse EM-revanchen mod Hollands fodboldkvinder som følge af konflikten. Kampen var udsolgt og skulle være spillet 15. september i Horsens.

    4. "Totalt sammenbrud"

      DBU meddeler, at der er "totalt sammenbrud" i forhandlingerne. VM-kvalifikationskampen ude mod Ungarn er dermed i alvorlig fare for at blive aflyst eller blive spillet med rene amatørspillere. Det kan medføre alvorlige sanktioner fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

    5. Herrelandsholdet afstår halv million

      Fodboldkvinderne sender et nyt tilbud til DBU, som unionen nægter at gå videre med. Herrelandsholdet afstår 500.000 kroner fra holdets aftale. De penge skal bruges til, at DBU og kvinderne kan nå til enighed økonomisk.

    6. Delaftale på plads

      Parterne bliver enige om en delaftale, efter at fagforbundet LO (Landsorganisationen i Danmark) og DIF (Danmarks Idrætsforbund) har bistået forhandlingerne. Aftalen gælder kun kvindelandsholdets ene kamp. Spillerne haster til Ungarn og vinder 6-1 dagen efter.

    7. "Blot detaljer mangler"

      Fodboldkvinderne meddeler, at det blot er detaljer, som mangler, før en ny landsholdsaftale er på plads. Parterne er enige om ikke at udtale sig til pressen om forhandlingerne, imens de pågår.

    8. U21-trup udtaget

      U21-landstræner Niels Frederiksen udtager sin trup og siger, at han har en klar forventning om, at konflikten er løst, så spillerne kan møde ind til træning 2. oktober i Aalborg

    9. Midlertidig aftale indgået

      DBU og Spillerforeningen er stadig ikke blevet enige om en permanent landsholdsaftale. Derfor indgår parterne igen en midlertidig aftale, som sikrer, at U21-landsholdet kan samles og spille to EM-kvalifikationskampe.

    10. Forhandlinger fortsætter

      Datoerne er sat af til forhandlinger, hvilket blev meldt ud, da en ny midlertidig aftale kom på plads. Forhandlingerne fører ikke til en aftale og fortsætter derfor de følgende dage.

    11. Forhandlinger brudt sammen

      Spillerforeningen meddeler, at forhandlingerne brød sammen fredag 13. oktober. Parterne er ellers nået til enighed om, hvorvidt DBU skal være arbejdsgiver for spillerne eller ej. Nu bunder uenigheden i økonomi, hvilket tidligere i forhandlingerne ikke lød til at være et problem.

      Når parterne ikke til enighed, møder kvindelandsholdsspillerne ikke ind i landsholdslejren mandag 16. oktober. Holdet skal møde Sverige fredag 20. oktober.

      Efter VM i Rusland til sommer udløber også landsholdsaftalen for herrernes A-landshold.

    12. Konflikten skærpes

      Mandag den 16. oktober udebliver de danske fodboldkvinder igen fra en landsholdssamling. Spillerne skulle senest være tjekket ind på Hotel Marienlyst i Helsingør kl. 13:00, men på det givne tidspunkt var endnu ingen mødt op. Landsholdet møder Sverige på udebane i VM-kvalifikationen fredag aften.

    13. Udeblivelse igen

      For anden dag i træk udebliver det danske kvindelandshold fra en landsholdstræning. Fredag den 20. oktober venter en vigtig kvalifikationskamp mod Sverige, men der er endnu ikke fundet en løsning på konflikten mellem DBU og Spillerforeningen.

    14. DBU vil aflyse kamp mod Sverige

      På sin hjemmeside har DBU meddelt, at de onsdag den 18. oktober kl. 10:00 vil orientere det svenske fodboldforbund (SvFF) om, at de danske spillere ikke stiller op til kampen i Gøteborg fredag den 20. oktober.

    15. DBU aflyser landskamp mod Sverige

      Dansk Boldspil-Union meddeler på sin hjemmeside, at kvindelandsholdets VM-kvalifikationskamp mod Sverige i Gøteborg er aflyst. Elitechef i DBU Kim Hallberg kalder det for 'en historisk dårlig dag for kvindelandsholdet og for dansk fodbold samlet set'.

    16. UEFA bekræfter aflysning

      I en mail til TV 2 SPORT bekræfter det europæiske fodboldforbund (UEFA), at fredagens landskamp mellem Sverige og Danmark er aflyst. Hverken spillerne eller Spillerforeningen har endnu forholdt sig til aflysningen.

    17. Delaftale forhandlet på plads

      Spillerforeningen og DBU er blevet enige om en delaftale, som betyder, at kvindelandsholdet igen møder ind i landsholdslejren og træner. Vigtigst er det dog, at de nu kan spille VM-kvalifikationskampen mod Kroatien.

    18. Danmark taberdømmes

      Det europæiske fodboldforbunds (UEFA) disciplinærudvalg meddeler, at Danmark taberdømmes 0-3 i VM-kvalifikationskampen mod Sverige. Derudover får Dansk Boldspil-Union (DBU) en bøde på 20.000 euro (omkring 150.000 kroner) samt en betinget straf, som betyder, at hvis kvindelandsholdet igen udebliver fra en kamp inden for de næste fire år, udelukkes holdet fra UEFA's landsholdsturneringer.

    19. Enighed om fast aftale

      Efter godt 12 måneders forhandlinger er der sat endeligt punktum i forhandlingerne om nye landsholdsaftaler for Kvindelandsholdet og U21-Herrelandsholdet.

      Det sker, efter at nye landsholdsaftaler for Kvindelandsholdet og U21-Herrelandsholdet lørdag den 25. er blevet godkendt af DBU’s bestyrelse og tidligere er godkendt i Spillerforeningen, herunder af de to landsholds respektive Spillerråd. 

      De nye landsholdsaftaler for Kvindelandsholdet og U21-Herrelandsholdet gælder fra 1. september 2017 til og med 31. august 2021.

    20. Sverige appellerer straf

      Det svenske fodboldforbund har valgt at appellere straffen på et dansk 0-3-nederlag og en bøde.

      - Vi mener ikke, at sanktionerne er i proportion med bruddet på reglerne, siger den svenske generalsekretær Håkan Sjöstrand.

      UEFA skal derfor nu tage en ny beslutning i sagen.

    21. UEFA stadfæster afgørelsen

      UEFA's appeludvalg stadfæster afgørelsen fra UEFA's disciplinærudvalg. Dermed står DBU's hidtidige straf ved magt.

      Danmarks fodboldkvinder taberdømmes 0-3 mod Sverige, og DBU skal betale en bøde på 20.000 euro, omkring 150.000 kroner.