Fodbold

Svenske profiler går imod deres forbund - vil spille kampen mod Danmark

Det svenske fodboldforbund afviste tidligere på dagen, at den aflyste kamp mod Danmark kan spilles på et andet tidspunkt.

I kølvandet på aflysningen af kvindelandsholdets VM-kvalifikationskamp i fredags mod Sverige, som ikke blev spillet på grund af den langvarige konflikt mellem spillerne og Dansk Boldspil-Union, har danske spillere ytret håb om, at kampen mod svenskerne kunne spilles på et andet tidspunkt.

Faktisk havde spillerne fundet et hul i kalenderen i november, men tidligere søndag blev idéen afvist af det svenske fodboldforbund, SvFF.

- Vi har ingen planer om at spille kampen om, sagde Håkan Sjöstrand, generalsekretær i SvFF, til TV 2 SPORT.

- At flytte kampe når som helst på grund af sådanne sager, bør ikke være muligt. I stedet bør man tænke, før man handler. Det her er en VM-kvalifikation i verdens største sportsgren, så det er alvorligt.

De svenske spillere har hele vejen gennem konflikten støttet deres danske kollegaer i kampen mod DBU, og selv efter generalsekretærens afvisning appellerer de til det europæiske fodboldforbund, UEFA, som i sidste ende bestemmer, hvilken sanktion Danmark skal have.

- Hej UEFA. Jeg er villig til at flytte fredagens VM-kvalifikationskamp mod Danmark. De danske spillere er allerede blevet straffet nok, skriver Magdalena Eriksson på Twitter.

- Til UEFA: Hvis I snart skal beslutte, hvad der skal ske med de danske spillere i forhold til VM-kvalifikationen, er jeg villig til at flytte kampen, skriver Hedvig Lindahl på Twitter.

Også Kosovare Asllani har tidligere været ude på de sociale medier med en appel til UEFA om ikke at straffe de danske spillere og i stedet lade parterne finde en ny dato til at spille kampen på.

UEFA ventes at åbne en sag mod Danmark i den kommende uge.

Danmark står som minimum til at blive taberdømt med 0-3, men der er også mulighed for, at Danmark bliver smidt helt ud af VM-kvalifikationen.