Fodbold

Her er truppen, der skal spille Danmark til VM

Åge Hareide har udtaget de spillere, der skal møde Irland i to playoffkampe om en plads ved VM i Rusland i 2018.

Halvanden uge før den første playoffkamp mod Irland har landstræner Åge Hareide udtaget den trup, der skal sørge for, at Danmark kommer med til VM for første gang siden 2010. 

Tirsdagens udtagelse minder som forventet meget om de seneste udtagelser, da herrelandsholdet har haft stor succes i løbet af efteråret. Danmark gik videre til playoffkampene efter at have fået 10 ud af 12 mulige point i de sidste kvalifikationskampe mod Polen, Armenien, Montenegro og Rumænien. 

Siden den seneste landskamp er angriberen Nicolai Jørgensen blevet sin skade kvit. Derfor er han tilbage i truppen. Til gengæld døjer venstrebacken Riza Durmisi med en muskelskade i det ene ben, og han når ikke at blive klar til kampene mod Irland.

DBU og Åge Hareide fortalte desuden på pressemødet, at nordmanden fortsætter som dansk landstræner til og med sommeren 2020, hvor der afholdes EM i blandt andet København. 

Først og fremmest gælder det dog kvalifikationen til VM-slutrunden allerede i sommeren 2018. Her følger den trup, der skal spille Danmark til VM i Rusland.

  1. Kasper Schmeichel
  2. Frederik Rønnow
  3. Jonas Lössl
  4. Andreas Bjelland
  5. Andreas Christensen
  6. Henrik Dalsgaard
  7. Jannik Vestergaard
  8. Jens Stryger Larsen
  9. Mathias ’Zanka’ Jørgensen
  10. Peter Ankersen
  11. Simon Kjær
  12. Christian Eriksen
  13. Lasse Schöne
  14. Lukas Lerager
  15. Mike Jensen
  16. Pione Sisto
  17. Thomas Delaney
  18. William Kvist
  19. Andreas Cornelius
  20. Nicklas Bendtner
  21. Nicolai Jørgensen
  22. Viktor Fischer
  23. Yussuf Poulsen

Kasper Dolberg er i første omgang udtaget til U21-landsholdet. Han er standby og vil deltage på A-landsholdet, hvis der bliver brug for det. Martin Braithwaite er også standby - og derudover vil Åge Hareide udtage en spiller mere i løbet af ugen.

De tre standby-spillere støder til landsholdet på kampdagen den 11. november, så de hurtigt kan træde til inden returkampen i tilfælde af karantæner eller skader. Danmark har 10 spillere i karantænefare, som ikke må få et gult kort, hvis de også skal spille returkampen.

Åge Hareide om mødet med Irland

- De er dygtige til at forsvare sig, og derfor skal der nok noget tålmodighed til, når vi kommer i Parken næste lørdag. 

- Irland har vel lidt over 500 succesfulde pasninger på den sidste tredjedel af banen. Vi har omkring 1100 pasninger på den del af banen. Det viser, hvad vi lægger vægt på. 

- Vi har en fin blanding af spillere, som både kan bruge fysikken, hovedet og fødderne. Det skal vi sætte vores lid til. 

- 0-0 i Parken er ingen katastrofe, for et mål på udebane kan komme til at betyde meget. 

- Det mentale spil kommer til at betyde meget. Et mål på udebane vil lægge et stort pres på modstanderen, og det skal vi huske på. 

Kampene mod Irland spilles den 11. november i Parken og den 14. november i Dublin. Begge opgør begynder klokken 20:45 dansk tid. 

Den samlede vinder findes over de to kampe, hvor reglen om udebanemål naturligvis tæller med. Ved total lighed kan returkampen i Irland ende med at blive afgjort i forlænget spilletid eller straffesparkskonkurrence.