Fodbold

Landsholdsmålmand alvorligt skadet – venter på operation

Maria Lindblad har revet et korsbånd over. Hun venter på at blive opereret og ved stadig ikke, hvornår hun kan spille fodbold igen.

Endnu en dansk landsholdsspiller er ramt af en alvorlig korsbåndsskade.

Reservemålmand Maria Lindblad Christensen rev det forreste korsbånd i venstre knæ over i en ligakamp for Fortuna Hjørring. I samme situation har hun også beskadiget sine ledbånd, og nu venter hun på at kunne blive opereret.

- Der venter desværre en lang pause, fortæller Maria Lindblad til TV 2 SPORT.

Hvis alt går, som det skal, bliver Lindblad opereret den sjette januar. Indtil da skal hun gå med en skinne om knæet.

- Jeg blev MR-skannet i mandags og fik svaret tirsdag. I går (torsdag, red.) var jeg til kontrol på Silkeborg Idrætsklinik, som skal operere mig.

- De kan ikke sige, hvornår jeg kan være tilbage på banen. Det kommer an på hvordan genoptræningen går.

Ufarlig situation endte fatal

Uheldet skete i ligakamp mod Kolding Q, som Fortuna vandt med 2-1. Efter knap en halv time løb Maria Lindblad ud af målet i en tilsyneladende ufarlig situation, hvor hun bare skulle sparke bolden væk.

- Min forsvarsspiller hører eller ser mig ikke, så hun prikker bolden uden om mig. Jeg skal skifte retning, og så sidder min fod fast. Mit knæ går indad og hele min vægt kommer ned over knæet, fortæller målmanden med en enkelt landskamp på cv’et.

Maria Lindblad Christensen har i over et år været fast landsholdsreserve for Stina Lykke. Hun var således også med under hele EM-slutrunden i sommer, hvor Danmark vandt sølv. Lindblad var også en del af truppen, da Danmark slog Ungarn og Kroatien i VM-kvalifikationen tidligere på efteråret.

Fortuna-målmanden er den fjerde landsholdsspiller, der bliver ramt af en korsbåndsskade i løbet af det seneste år.

Under slutrunden udgik Line S. Jensen i semifinalen. I januar kom Johanna Rasmussen galt af sted under en træning, og den 1. januar 2016 ødelagde Julie Trustrup også sit korsbånd under en træning i Brøndby.

Landsholdet spiller den næste betydende kamp den 9. april. Det er mod Ukraine i VM-kvalifikationen, hvis Danmark altså får lov til at spille videre.

I oktober udeblev Danmark fra en kamp mod Sverige som følge af konflikten mellem DBU og kvindelandsholdet. Sagen om udeblivelse behandles i det europæiske fodboldforbund den 16. november. Her vil en eventuel straf blive bestemt, og i værste fald kan Danmark blive smidt ud af resten af kvalifikationen. 

Det er også en mulighed, at Danmark taberdømmes - og at kampen spilles på et senere tidspunkt. Spillerne håber på det sidstnævnte.