Fodbold

Eriksens VM-chancer bliver færre

Landsholdsstjernen Christian Eriksens succesfulde 2017 kan blive kronet med billetter til næste års VM-slutrunde i Rusland.

Han er bare 25 år.

Alligevel er tankerne i takt med alderen begyndt at melde sig i hovedet på Christian Eriksen om de få tilbageværende muligheder for at komme til VM.

- Jo ældre man bliver, finder man ud af, at der er færre og færre slutrunder tilbage og muligheder for at kunne være med. Nu er det så tæt på, og så vil det være pisse ærgerligt, hvis det skulle glippe nu, siger den danske landsholdsspiller til TV 2 SPORT.

Taber Danmark samlet i de to playoffkampe mod Irland vil Christian Eriksen være 30 år, når næste chance for at spille VM bliver i Qatar i vinteren 2022.

Den danske landsholdskreatør har allerede deltaget i én VM-slutrunde, slutrundedebuten ved verdensmesterskaberne i 2010, hvor han som bare 18-årig blev skiftet ind i to kampe i Sydafrika efter sin landsholdsdebut samme år.

- Jeg nåede ikke at få hele kvalifikationen med og fatte, hvor svært det egentlig er at komme med til et VM. Jeg var på en eller anden måde med på en badebillet, fordi jeg ikke havde spillet kampe i kvalifikationen, fortæller Eriksen videre til Ritzau.

Siden da er det blevet til 73 A-landskampe og 18 mål.

Christian Eriksen kalder det for ’mega stort’, hvis det skulle lykkes at kvalificere Danmark til en ny VM-slutrunde, og derfor er de kommende playoffkampe mod Irland også nogle af de vigtigste i Tottenham-profilens karriere.

- De rangerer rigtig, rigtig højt oppe. Det er alt eller intet for muligheden for at komme med til VM, som sker så sjældent. Nu prøvede vi mod Sverige (playoffkampe til EM i 2016, hvor Danmark tabte samlet med 4-3, red.), og det var ikke nogen succes. Det er noget, som vi skal have ændret på, siger Christian Eriksen.

Landsholdsstjernen scorede otte mål og spillede alle ti kampe i VM-kvalifikationen. Sucessen skal tages med til Irland-opgørene.

- Det er den samme stil, der skal køres videre fra kvalifikationen. Jeg skal prøve at skabe så meget som overhovedet muligt og være indblandet i så mange chancer som overhovedet muligt, siger han og sætter ord på sit 2017, hvor danskeren også har imponeret for Tottenham:

- Det har været en opadgående kurve, men jeg tror det afhænger meget af, om vi skal med til den slutrunde eller ej, så vi kan snakke om, om det bliver et godt 2017 efter på tirsdag.

Danmark tager imod Irland lørdag den 11. november og spiller returkamp i Dublin tre dage senere.

Christian Eriksen fik debut for Danmark d. 3. marts 2010 i en venskabskamp mod Østrig. Halvanden måned tidligere havde han fået debut for Ajax i Æresdivisionen, hvor han spillede frem til 2013, inden sit skifte til Tottenham.