United-legende er billedet på den irske mentalitet, siger Schmeichel
Fysikken bliver afgørende, når Danmark møder Irland, for øboerne er vant til at arbejde hårdt - og de har hjertet med i det.
Der skal løbes og kæmpes for hver en centimeter, når det danske fodboldlandshold møder Irland i den første VM-playoffkamp lørdag aften i Parken.
Irerne er nemlig et fodboldfolkefærd, der ikke er sådan at kue med fødderne, og de er vant til at slås fra dagligdagen i Englands bedste fodboldrække, Premier League.
Sådan lyder analysen fra Danmarks målmand Kasper Schmeichel, der selv spiller i Leicester i selvsamme række og derfor kender mange af de irske landsholdsspillere.
- Det er nogle svære spillere at bryde ned. De er meget duelstærke, de har en stor fightervilje og spiller med et stort hjerte. Det er et hold der primært består af Premier League-spillere og et par spillere fra the Championship (Englands næstbedste række), så det er spillere, der er vant til at spille store kampe og hårde fysiske kampe. Og jeg tror, vi kan forvente, at det bliver en fysisk kamp, sagde Schmeichel på fredagens pressemøde.
Et billede på den særlige irske mentalitet er Irlands assisterende landstræner, den tidligere Manchester United-stjerne Roy Keane, der netop var kendetegnet ved sin store fysik, når han gik på banen for den rødblusede storklub. Og en del hårde tacklinger.
Schmeichel kender den irske assistent særdeles godt, for Roy Keane vandt 17 trofæer med Manchester United. Alle med Kasper Schmeichels far, Peter Schmeichel.
- Vi kommer uden tvivl til at se noget af Keanes ånd på banen. Roy er en typisk irer. De har en helt særlig karakter. Jeg har spillet sammen med mange irere, og jeg elsker deres livsindstilling, fortalte Schmeichel.
En del af den irske livsfilosofi er ifølge den danske målmand at arbejde benhårdt og derfor bliver lørdagens playoffkamp nok en hård fysisk duel. Men det gør ikke noget, hvis man spørger på det danske landshold.
- Vi viste mod Polen, med vores genpres og med vores spil, at vi også kan være meget fysiske, og det er rigtigt godt at have begge facetter af spillet. Du kan spille bolden hen langs jorden, men du kan også slås, hvis det er det, der er nødvendigt, siger Schmeichel forud for den første af de to VM-skæbnekampe.
Danmark og Irland mødes i København lørdag. Tre dage senere er der returkamp i Dublin.