Fodbold

Irsk landstræner havde ung Hareide boende: - Nu sender jeg ham regningen

Der er en VM-billet på spil, men både Åge Hareide og Martin O'Neill havde overskud til at joke med deres fortid forud for playoffkampen i Parken.

Når det danske fodboldlandshold tager imod sine irske kolleger i VM-playoffkampen i Parken, vil flere gode bekendte stå over for hinanden.

Men også på trænerbænken er der stor gensidig respekt. Åge Hareide og Martin O'Neill spillede på samme hold fra 1981-1983.

I en periode boede de endda sammen, da Hareide lejede sig ind hos O'Neill i en kort periode, da begge spillede for Norwich City.

- Da jeg var en bedre spiller, tjente jeg mere end ham. Åge havde oprindelig ikke noget sted at bo, så han boede hos mig. Jeg tog ikke ret meget i husleje. Han viste sig så at blive en rigtig dygtig spiller. Så nu sender jeg ham en regning, jokede den irske manager Martin O'Neill, da han på fredagens pressemøde blev spurgt til den fælles historie.

- Han var en god udlejer. Det var nogle gode dage. Martin var anfører i Norwich og en inspirerende leder på det tidspunkt. Han havde også erfaring fra sin tid i Nottingham Forrest og havde været anfører for Nordirland mange gange, sagder Åge Hareide.

Åge Hareide boede hos Martin O' Neill i en kort periode, da de begge spillede for Norwich City. Video: Kasper Højstrup & Kasper Højstrup Nielsen

Siden tiden med samme adresse, og som aktive spillere, har begge fodboldhjerner fortsat i sporten som trænere. Åge Hareide er den eneste træner, der har vundet mesterskaber i både Danmark, Sverige og Norge, mens Martin O'Neill blandt andet har vundet tre skotske mesterskaber i sine år hos Celtic.

Her 25 år efter de boede sammen, har Hareide og O'Neill holdt kontakten ved lige.

- Jeg har mødt ham mange gange siden (vi spillede sammen, red.) - både i Celtic og Aston Villa - og han har været en fjern ven i mange år, fortalte Åge Hareide om sin tidligere udlejer.

- Det viste sig jo, at han var en fremragende spiller, og vi har holdt kontakten ved lige - ikke nødvendigvis hvert år - og nu har han et meget godt ry som træner, lød det anerkendende fra Martin O'Neill.

Martin O' Neill var i godt humør på fredagens pressekonference og siger, at han måske skal sende den danske landstræner en regning for kortvarigt husly, da de begge spillede for Norwich City i 1980'erne.

Lørdag tager lejeren så imod sin tidligere udlejer, når Åge Hareide og Danmark er vært ved VM-playoffkampen mod Irland i Parken. Der er returkamp i Dublin på tirsdag.