Fodbold

Jørgensen efter nullert: - Vi spiller ikke godt i dag

Selvom det ikke blev til mål i dag, så tror Nicolai Jørgensen stadig på et VM med dansk deltagelse

Det blev en aften uden forløsning for det danske fodboldlandshold i det første af to møder med Irland i jagten på VM-billetten til slutrunden i Rusland.

Det hele endte nemlig, som det begyndte med 0-0.

- Jeg synes ikke, vi spiller godt. Det er et svært hold at spille i mod. Vi mister for mange bolde, men skaber egentlig chancerne. 0-0 er ikke det dårligste resultat, vi kunne have fået, lød den umiddelbare reaktion fra Nikolai Jørgensen til Kanal 5 efter kampen.

- Vi mister for mange bolde i dag. Det må vi lære af, og så skal vi score på vores chancer i Irland.

Afgørende skarphed manglede

Men selvom det var et defensivt irsk-hold, der var kommet til Parken, så skabte danskerne chancerne til at få sejren og det perfekte udgangspunkt inden returopgøret på tirsdag.

Og selvom det ikke blev til danske scoringer i dag, så er Nicolai Jørgensen ikke i tvivl om, at mulighederne for en VM-billet stadig er til stede.

- Chancerne for videre avancement er de samme som inden kampen. Jeg tror ikke, at Irland vil spille anderledes i returkampen. Man skal huske på, at det her er over to kampe, så det ville ikke være smart at tabe hovedet og styrte frem i dag.

I første halvleg havde både Andreas Cornelius og Pione Sisto ellers en stor mulighed for at få netmaskerne til at blafre. I begge tilfælde manglede den afgørende skarphed dog.

I anden halvleg var der noget længere mellem de danske chancer. Og kun ved et enkelt tilfælde, var det for alvor tæt på mål, da indskiftede Yussuf Poulsen sendte et hovedstød afsted et minut før tid, som den irske keeper ikke for alvor havde problemer med.

Returopgøret spilles på tirsdag i Dublin.