Toft: Selvfølgelig skal vi til VM
Selvfølgelig skal vi slå Irland. På alle parametre står der Made in Denmark før VM-kampen i Parken. Sådan ser danske øjne. I hvert fald mine. Og de
Selvfølgelig skal vi slå Irland. På alle parametre står der Made in Denmark før VM-kampen i Parken. Sådan ser danske øjne. I hvert fald mine.
Og det er ud fra et selvvalg i posen med argumenter. Med baggrund i det seneste års udvikling for landsholdet, med baggrund i en generel snak med spillerne - og landstræneren, med baggrund i egne observationer. Det er egne fornemmelser, indrømmet. Men vi har et landshold, hvis udtryk er blevet mere fleksibelt og derfor svært at spille mod.
Det danske landshold har haft 12 gode måneder - et år uden nederlag. Det har vi ikke oplevet siden 2005-06. Dengang som nu ni kampe på stribe uden tab.
Spillet og spillerne er blevet bedre til at vinde. Som det blev sagt på pressemødet forud for den første playoffkamp.
- Man kan vænne sig til at tabe, men det er meget bedre at vænne sig til at vinde. Det er der, vi er nu.
Spillerne er i balance - langt de fleste er med i de bedste ligaer og spiller kontinuerligt. Og præsterer. På den måde er indholdet en flok, der stort set hele vejen rundt er mentalt stærke. Fordi de er vant til de betydningsfulde kampe, presset fra dem selv og omgivelserne, forventningerne.
Tillid til Hareide
Så tager jeg noget, der optager spillerne - forholdet til og meningerne om deres landstræner.
Åge Hareide har det nemt, så længe Danmark vinder. For så har han gjort det rigtige. Han har det også nemt, når han skal finde sine foretrukne 11. For der er så mange kvalificerede på hylden med frit valg.
Men han har også selv gjort det nemt, for han har på rekordtid fået spillernes tillid - han har inviteret dem indenfor med et blink i øjet, en nærmest dansk attitude, en god mavefornemmelse og en lyst til menneskelig indsigt. Ting som han bruger primært i håndteringen af sit hold.
- For Åge er fodbold-filosofien ikke en religion - han tænker mere med maven end med hovedet, som William Kvist siger det i en snak om landstræneren og landsholdet.
Det skal ikke misfortolkes derhen, at landstræneren ikke har en taktik, et koncept han tager udgangspunkt i. Og at han ikke bruger hovedet. Men når man taler med spillerne, så går det igen, at han er meget "menneskelig". Med en lyst til at gå ind i de mennesker, han har med at gøre.
- Han vil vide, hvem er William, hvem er Simon, hvem er Christian... Hvordan kan jeg sætte dem rigtigt sammen taktisk, teknisk, mandskabsmæssigt.
Igen vise og præcise ord fra William Kvist. For det er sådan, han og de andre opfatter Åge Hareide. Og når han så har skabt de menneskelige relationer, de menneskelige kendskaber, så deler han ud: Spillerne skal langt hen ad vejen selv tage ansvar, selv finde løsninger indbyrdes - de skal sammen navigere.
Kan spille på flere måder
Om det er revolutionerende, ved jeg ikke. Men det er i hvert fald noget andet. Og det har givet det nuværende landshold mere vidde. Der kan spilles på mere end én måde i en kamp.
Vi har set i VM-kvalifikationen, at Hareide-kollektivet kan spille 'Morten Olsen-sk' - altså langs jorden, mange boldberøringer, vende og dreje i spillet og i det hele taget turde spille. Men vi har også set et mere direkte spil, en mere norsk måde at agere på. Med lange afleveringer op til en stor Cornelius eller en hurtig Yussuf Poulsen (eller Henrik Dalsgaard) uden det store mellemspil.
Udfordringen for spillerne er at finde den rigtige timing. Hvornår spiller vi hvordan? Og det ansvar er stort set uddelegeret til spillerne selv. Selvfølgelig med et Hareide-aftryk.
- Men han lader maven råde mere, end hvad han kan tænke sig til, siger Kvist med tilføjelsen:
- Jeg tror, vi er ubehagelige at spille mod.
Det minder om det, en anden nordmand i dansk fodbold ofte har som slagord: Ffodbold handler i sidste ende om mavefornemmelse" (Ståle Solbakken).
Det virker som et præcist billede af nordmand Åge, der ikke har låst sig inde i alvorsmasken, selv om kampene mod Irland er de vel nok vigtigste i hans trænerliv. Og det er ikke kun en facade, når medierne træder an. Han er mere til smil. Måske fordi det taktiske, tekniske ikke er en religion for ham. Han vil noget andet med fodbolden.
Hareide vil have energi og engagement. Han vil have power. Men han har også advaret mod det, man kunne kalde overspænding - overtændthed - op til kampene mod Irland. Det, mener han, vil låse spillerne og deres præstationer.
- Vi skal bare præstere på det normale niveau, siger Hareide.
Det kan være svært at håndtere, dels fordi interessen fra medier og andre fodboldglade kan tangere et pres, en forventning, som også deles af spillerne selv. Men det virker som om, alle føler sig i godt selskab og dermed kan tone indsatsen i vater.
Balance i truppen
Al den begejstring er naturligvis også en følge af de gode resultater. Alt det der fulgte efter 0-1-chokket mod Montenegro på Østerbro for præcis 13 måneder siden.
En anden årsag til, at vi har et landshold, som jeg har tro på og tillid til, er evnen til at balancere "stjerner i kollektivet". Hierakiet er klart, som det skal være, men harmonien synes lige så tydelig. Selvfølgelig snakker alle ikke med alle, selvfølgelig krammer alle ikke lige indgående med alle, men der er en naturlig accept.
William Kvist siger det på denne måde:
- Tag nu en fyr som Bendtner. Han kommer tilbage i truppen. En skør fyr, en skøn fyr. Han er super i det her kollektiv. Kommer ind og arbejder knaldhårdt, har en masse energi og en masse sjov med. En slags stjerne i vores kollektiv. Og Christian Eriksen. Han er stjernen. Men han er også den, der løber flest kilometer, og alligevel er han den, der sætter i scene og laver målene. Han ved bare, hvad det drejer sig om på holdets vegne. Det er så fedt.
Det er den slags fortællinger, dens slags observationer, der gør, at jeg tror på, at det danske landshold kommer til VM-slutrunden i Rusland. For Hareide og hans udvalgte har flyttet sig, eller rettere løftet sig. På så mange måder.
Det, der før var Mortens aften, kan sagtens blive til Åges aften.