Fodbold

Eriksen fik besked fra Morten Olsen før kampen

Christian Eriksen blev med tre mål manden, der sendte Danmark til VM i Rusland. I alt lavede Eriksen 11 mål i kvalifikationen.

Christian Eriksen.

Danmarks største profil i den afgørende VM-playoffkamp mod Irland. Med tre mål udbyggede han en i forvejen imponerende stime i kvalifikationen, hvor det i alt blev til 11 mål i 12 kampe.

Og nu skal han til VM i Rusland sammen med resten af landsholdet.

- Hvis du scorer et hattrick i en playoffkamp, så tror jeg godt, du kan kalde det en af de bedre (kampe, red.). At det skulle være så stor og vigtig en kamp, man kunne være så afgørende, det er kun noget, man har drømt om og ikke rigtig tør drømme om. Men det skete, og jeg er utrolig taknemmelig for, at det netop skete i dag, sagde Eriksen efter kampen til TV 2 SPORT.

Inden kampen - som var Christian Eriksens nummer 75 for det danske landshold - havde træneren, der gav ham debut i rødt og hvidt, Morten Olsen, lagt pres på Tottenham-spilleren, fordi Olsen selv i sin landskamp nummer 75 kvalificerede Danmark til VM.

Det pres kvitterede Eriksen for med et hattrick.

- Morten Olsen skrev en besked i går, hvor der stod, at da han spillede kamp nummer 75, der kunne jeg spørge vores træner, Åge, hvordan det gik dengang (5-1 mod Norge i 1985, red.). Så det var en kæmpe forløsning, selvfølgelig også at Morten kigger med. Så det er en kanon følelse, tilføjede Eriksen.

Mål med begge ben

Christian Eriksen viste flere gange eksempler på sine evner som fodboldspiller, og han viste også, at han kan sparke på mål med begge ben.

I første halvleg sendte han Danmark på VM-kurs med et flot langskud med højrebenet, hvor bolden på sin vej i nettet tog underkanten af overlæggeren.

Da han cementerede, at Danmark skal til Rusland til næste sommer, brugte han så venstrebenet. En berøring med højrebenet og et hug med det venstre, og så var Danmark på 3-1.

Målet til 4-1 blev også sat ind af den danske kreatør, der efter en skidt irsk clearing kunne banke bolden op i målhjørnet med højre ben.

De tre Eriksen-scoringer vendte og afgjorde kampen og Danmarks skæbne. Nu venter forberedelserne til næste sommers VM-slutrunde.

VM i 2018 kan ses på TV 2.

Landsholdets resultater ved VM og EM siden 1958

  1. 1958

    1. VM i Sverige

      Ikke kvalificeret. Danmark blev nummer tre i kvalifikationsgruppen mod England og Irland.

  2. 1960

    1. EM i Frankrig

      Ikke kvalificeret. Dengang bestod kvalifikationen af to kvalifikationsrunder, hvorfra kun fire hold gik videre til den egentlige slutrunde. Danmark tabte samlet 3-7 i to kampe mod Tjekkoslovakiet i første kvalifikationsrunde.

  3. 1962

    1. VM i Chile

      Danmark deltog ikke i kvalifikationen.

  4. 1964

    1. EM i Spanien

      Danmark nåede semifinalen, hvor de tabte 3-0 til Sovjetunionen og endte som nummer fire i turneringen.

      For at komme i semifinalen skulle Danmark slå Luxembourg over to kampe, men begge kampe endte uafgjort, og der skulle derfor en tredje kamp i spil, hvor Danmark vandt 1-0.

  5. 1966

    1. VM i England

      Ikke kvalificeret. Danmark blev nummer fire i kvalifikationsgruppen mod Sovjetunionen, Wales og Grækenland.

      Dette blev den første af ni slutrunder i træk, hvor Danmark ikke kvalificerede sig.

  6. 1968

    1. EM i Italien

      Ikke kvalificeret. Danmark blev nummer fire i kvalifikationsgruppen mod Ungarn, Østtyskland og Holland.

  7. 1970

    1. VM i Mexico

      Ikke kvalificeret. Danmark blev nummer tre i kvalifikationsgruppen med Tjekkoslovakiet, Ungarn og Irland.

  8. 1972

    1. EM i Belgien

      Ikke kvalificeret. Danmark blev nummer fire i kvalifikationsgruppen med Belgien, Portugal og Scotland.

  9. 1974

    1. VM i Vesttyskland

      Ikke kvalificeret. Danmark blev nummer tre i kvalifikationsgruppen med Scotland og Tjekkoslovakiet.

  10. 1976

    1. EM i Jugoslavien

      Ikke kvalificeret. Danmark blev nummer fire i kvalifikationsgruppen med Spanien, Rumænien og Scotland.

  11. 1978

    1. VM i Argentina

      Ikke kvalificeret. Danmark blev nummer tre i kvalifikationsgruppen med Polen, Portugal og Cypern.

  12. 1980

    1. EM i Italien

      Ikke kvalificeret. Danmark blev nummer fem i kvalifikationsgruppen med England, Nordirland, Irland og Bulgarien.

  13. 1982

    1. VM i Spanien

      Ikke kvalificeret. Danmark blev nummer tre i kvalifikationsgruppen med Jugoslavien, Italien, Grækenland og Luxembourg. Det var blot én placering fra en kvalifikation.

  14. 1984

    1. EM i Frankrig

      Danmark nåede til semifinalen, hvor de mødte Spanien, og den kamp endte 1-1 i ordinær tid. I straffesparksafgørelsen tabte danskerne 5-4, da Preben Elkjær brændte det sidste straffespark, men spanierne scorede på alle deres.

      I finalen vandt Frankrig mesterskabet mod Spanien.

  15. 1986

    1. VM i Mexico

      Danmark vandt overlegent gruppespillet i turneringen med sejre over Vesttyskland, Uruguay og Scotland. I den efterfølgende ottendedelsfinale løb Danmark ind i Spanien, der blev toer i deres gruppe.

      Ligesom ved EM to år tidligere blev det Spanien, der sendte Danmark ud af turneringen. Denne gang med en sejr på hele 5-1. Finalen endte med at blive vundet af Argentina.

  16. 1988

    1. EM i Vesttyskland

      Danmark kvalificerede sig som bedste hold i kvalifikationsgruppen mod Tjekkoslovakiet, Wales og Finland.

      Ved slutrunden kom Danmark i en klar dødspulje med Vesttyskland, Italien og Spanien, og det endte da også med en sidsteplads uden avancement.

  17. 1990

    1. VM i Italien

      Danmark kvalificerede sig lige nøjagtig ikke, da de blev toer i kvalifikationsgruppen med 1 point færre end Rumænien. Danmark var dårligst i det samlede toerregnskab, og kvalificerede sig dermed heller ikke ad den vej.

  18. 1992

    1. EM i Sverige

      Danmark formåede ikke at kvalificere sig i første omgang, hvor de kun blev nummer to i kvalifikationsgruppen efter Jugoslavien og foran Nordirland, Østrig og Færøerne.

      På grund af borgerkrig i Jugoslavien, blev holdet ekskluderet fra turneringen, og det gav Danmark pladsen.

      Ved slutrunden blev Danmark nummer to efter Sverige i puljen, og det førte dem til en semifinale mod Holland. Den blev vundet i straffesparksafgørelse, hvorefter Danmark skulle møde mægtige Tyskland i finalen. Her vandt Danmark 2-0 og kunne kalde sig europamester for første og indtil nu eneste gang.

  19. 1994

    1. VM i USA

      Ikke kvalificeret. Danmark blev nummer tre i kvalifikationsgruppen efter Spanien og Irland. Danmark og Irland havde nøjagtig lige mange point, så det var antallet af mål, der afgjorde, at Irland tog pladsen. De havde nemlig scoret fire mål mere end Danmark.

  20. 1996

    1. EM i England

      Danmark kvalificerede sig til slutrunden med en andenplads i kvalifikationsgruppen efter Spanien, men foran bl.a. Belgien.

      Ved slutrunden formåede Danmark ikke at gå videre fra gruppespillet, hvor de endte som nummer tre efter Portugal og Kroatien.

  21. 1998

    1. VM i Frankrig

      Danmark kvalificerede sig som vinder af kvalifikationsgruppen foran bl.a. Kroatien, Grækenland. Ved slutrunden blev Danmark nummer to i puljen efter Frankrig, men foran Sydafrika og Saudi Arabien. Det førte dem til ottendedelsfinalen mod Nigeria, som Danmark vandt 4-1, og så ventede Brasilien i kvartfinalen. Her tabte danskerne med 3-2. Brasilien gik hele vejen til finalen, som de tabte 3-0 til værtsnationen Frankrig.

  22. 2000

    1. EM i Belgien og Holland

      Danmark blev toer i kvalifikationsgruppen efter Italien, som gik direkte videre. Med andenpladsen skulle Danmark ud i to playoff-kampe mod Isreal om en plads ved slutrunden. Her vandt Danmark samlet 8-0.

      Til slutrunden vandt Danmark ikke en eneste kamp i gruppespillet mod Holland, Frankrig og Tjekkiet og gik dermed ikke videre.

  23. 2002

    1. VM i Sydkorea og Japan

      Danmark vandt sin kvalifikationsgruppe mod nationer som Tjekkiet, Nordirland og Bulgarien. Dermed var de direkte videre til slutrunden, hvor de ligeså overbevisende vandt puljen mod Frankrig, Senegal og Uruguay. I ottendedelsfinalen blev Danmark dog slået ud af England med 3-0. Senere blev England slået ud af Brasilien, der vandt turneringen.

  24. 2004

    1. EM i Portugal

      Danmark kvalificerede sig med en førsteplads i kvalifikationsgruppen med bl.a. Norge og Rumænien.

      I gruppespillet ved slutrunden blev Danmark toer efter nabolandet Sverige, mens Italien og Bulgarien blev slået ud. Herefter blev kvartfinalen endestation for Danmark, der tabte 3-0 til Tjekkiet. I finalen vandt Grækenland højst overraskende mesterskabet, da de slog Portugal 1-0.

  25. 2006

    1. VM i Tyskland

      Ikke kvalificeret. Danmark blev nummer tre ud af syv i kvalifikationsgruppen efter Ukraine og Tyrkiet. 

  26. 2008

    1. EM i Østrig og Schweiz

      Ikke kvalificeret. Danmark blev nummer fire ud af syv i kvalifikationsgruppen efter Spanien, Sverige og Nordirland.

  27. 2010

    1. VM i Sydafrika

      Danmark vandt kvalifikationsgruppen foran bl.a. Portugal og Sverige. Ved slutrunden kom Danmark dog ikke videre end gruppespillet, da de blev nummer tre efter Holland og Japan.

  28. 2012

    1. EM i Polen og Ukraine

      Danmark blev nummer to i kvalifikationsgruppen mod bl.a. Portugal og Norge og gik dermed videre til slutrunden, hvor de blev placeret i en svær pulje med Tyskland, Portugal og Holland. Her endte Danmark som nummer tre uden avancement.

  29. 2014

    1. VM i Brasilien

      Ikke kvalificeret. Danmark kvalificerede sig ikke trods en andenplads i kvalifikationsgruppen efter Italien, men foran bl.a. Tjekkiet og Bulgarien. Som dårligste toer blev Danmark det eneste hold i toerregnskabet, der ikke kvalificerede sig. 

  30. 2016

    1. EM i Frankrig

      Ikke kvalificeret. I kvalifikationsgruppen blev Danmark nummer tre efter Portugal og Albanien. Som femtebedste treer skulle Danmark spille to playoff-kampe om en plads ved slutrunden. Her mødte de Sverige og tabte samlet 4-3.

  31. 2018

    1. VM i Rusland

      Danmark blev nummer to i kvalifikationsgruppen efter Polen og foran bl.a. Montenegro og Rumænien. Som tredjebedste toer kom Danmark ud i to playoffkampe om en plads til slutrunden mod Irland. Den første kamp i Danmark endte 0-0, og da kampen i Irland endte med dansk sejr på 5-1, kvalificerede Åge Hareides udvalgte til VM i Rusland.