Fodbold

Irsk profil var så knust, at han dårligt kunne sige noget

Mens de danske spillere kunne juble sammen med de medrejsende tilskuere, var stemningen selvsagt en helt anden i den irske lejr.

Irlands knap 50.000 fans på Aviva Stadium i Dublin blev sendt i himlen, da Shane Duffy efter seks minutter sendte irerne på VM-kurs.

Lykken varede i knap en halv time, før Danmark udlignede, og siden endte det med en ydmygelse på hele 5-1.

De irske spillere havde ellers med en stærk defensiv sikret sig et godt udgangspunkt til kampen på hjemmebane, da de fik 0-0 med hjem fra Danmark, men det hele endte altså med en stor skuffelse.

Det fremgår tydeligt at interviewet i irsk tv, som Premier League-spilleren James McClean gav umiddelbart efter kampen.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Vi skød os selv i foden. Vi fik en fantastisk start. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er bare knust. Ikke bare på vores egne vegne, men for alle.

Er hjerte og sjæl ikke nok?

- Måske. Jeg ved det ikke. De var bare bedre, sagde James McClean til irske RTE.

Irlands indsats er blevet heftigt kritiseret i hjemlandets medier.

Landstræner Martin O'Neill var da også utilfreds med, hvordan kampen blev vendt på hovedet kort efter, at netop James McClean faktisk havde chancen for at bringe Irland foran med 2-0.

- Målene er så sjuskede, når man kigger tilbage på dem. Det er så skidt, siger Martin O'Neill ifølge Independent.

- Derfra var der lang vej tilbage. Hele tankesættet ændrer sig. Man er bagud 2-1 på få minutter, når man seks minutter tidligere kunne være kommet foran med 2-0.

O'Neill anerkender dog den danske indsats.

- Vi blev slået af et hold, der var teknisk bedre end os, og som har en verdensklassespiller (Christian Eriksen, red.), siger han ifølge Irish Times.

- Skuffelsen er selvfølgelig rigtig, rigtig stor, fordi vi ikke var i stand til at gøre det (færdigt, red.), men jeg må rose spillerne for at have fået os så langt.

Irland har ikke været med til et VM siden 2002.

Danmark var ikke med ved det seneste VM i 2014, men er nu klar til VM for femte gang i historien.

VM i Rusland kan ses på TV 2.