Fodbold

Spillede på 5-1-sejr til Danmark og vandt mindre formue

Der var enorm tiltro til landsholdet i aftes, og det har givet blodrøde tal blandt de danske bookmakere.

Det danske fodboldlandshold sprudlede med 5-1-sejren over Irland på udebane i den altafgørende VM-kvalifikationskamp tirsdag aften, hvilket sendte herrelandsholdet til VM i Rusland næste sommer.

Begejstringen var euforisk blandt Christian Eriksen og co., der fejrede sejren på behørig vis i omklædningsrummet under Aviva Stadium i Dublin.

Men det var ikke kun landsholdets stjerner, der kunne juble. Det gjorde de danske spillefugle også i stor stil ovenpå den knusende 5-1-sejr.

Vandt 100.000 kroner på resultatet 5-1

Hos Danske Spil var der i alt 53 Oddset-kunder, der havde forudset den danske storsejr til odds 400,00. Oddset var en overgang oppe at runde 500.

Det største indskud var på 200 kroner, hvilket sender 100.000 kroner i retning af den yderst forudseende Oddset-spiller fra Sydsjælland.

- Det var en rigtig god aften for de Oddset-spillere, der vandt stort på den danske storsejr over Irland, siger oddssætter Jan Trier fra Danske Spil til TV 2.

65 procent af indskuddene på kampen var sat på dansk sejr, oplyser oddssætteren.

En million for Eriksen-hattrick

Christian Eriksen blev den helt store danske VM-helt og kampens oplevelse med sine tre mål.

Og det havde rigtig mange spillefugle fra Danske Spil luret.

- Der var spillet næsten 5000 kroner til odds 200,00 på, at Christian Eriksen ville score hattrick, så på det væddemål vinder Oddset-spillerne isoleret en lille million kroner, fortæller Jan Trier.

Bookmakeren Unibet kan også melde om stor hype og spilleiver om Christian Eriksen. Specielt én spiller havde på forhånd forudset kampens præcise forløb.

- Vi har én kunde, der både havde forudset en scoring af Christian Eriksen samt 1-5-resultatet til odds 801, siger pressechef Per Marxen.

De 12,50 kroner, der var spillet på udfaldet, blev dermed forvandlet til en gevinst på 10.012 kroner.

- En massakre

Meldingen om stor tiltro til det danske fodboldlandshold er den samme fra spilleselskabet NordicBet.

Her siger pressechef Thomas Holm:

- Rigtig mange danskere havde forudset dansk sejr, så det blev en meget dyr kamp for os.

Tilbagebetalingsprocenten på Irland-Danmark endte samlet set på 142 procent, hvilket er usædvanlig højt ifølge pressechefen.

- Alene på vores danske marked vandt spillerne et stort sekscifret beløb. Der var kæmpe tiltro til dansk sejr fra vores danske kunder, men i hele Norden blev der spillet på sejr til Christian Eriksen og co., siger Thomas Holm.

Uenighed om VM-forhåbninger

Den danske VM-kvalifikation har fået bookmakerne til at vurdere Danmarks chancer til VM i Rusland, og fremtiden ser lys ud til sommer, hvis man skal tro NordicBet.

Formår Christian Eriksen og co. at kvalificere sig til 1/8-finalen, kvitterer NordicBet med odds 1,75, mens et tidligt exit fra gruppespillet står i odds 1,90.

Mindre optimistisk er Danske Spil, der ikke tror på dansk VM-avancement fra gruppespillet. Oddset er 1,70 på, at Danmark ikke kommer i 1/8-finalen, mens indskuddet fordobles, hvis Danmark formår at spille sig blandt de 16 sidste nationer til VM.

Leverer Danmark endnu en fodboldmæssig sensation som i 1992 og vinder VM, giver Danske Spil odds 100,00.