Fodbold

Tidligere irske landsholdsspillere revser landsmænd: - Det var ren tortur

De tidligere irske landsholdsspillere Eamon Dunphy og Keith Andrews er ude med en skarp kritik af landsholdet efter 5-1-nederlaget til Danmark.

Tirsdag aften blev én af de aftener, der strøg lige ind i de danske fodbold-historiebøger.

Med en 5-1-sejr spillede det danske landshold ikke bare Irland ud af det grønne græstæppe i Dublin, de sendte også sig selv og de rød-hvide roligans til VM i Rusland.

Mens tirsdagens præstation udelukkende vil stå som noget positivt i dansk hukommelse, så er historien en anden hos irerne.

Særligt er den tidligere irske landsholdsspiller Eamon Dunphy ude med riven mod det irske landshold efter præstationen mod Danmark.

- Der var meget galt. Det var en ydmygelse, lyder kritikken efter kampen hos irske RTE.

- Holdet var forkert, udskiftningerne var drastisk forkerte. Du tager David Meyler og Harry Arter ud til fordel for Wesley Hoolahan og Aiden McGeady, det er der ingen fornuft i, og så efterlader man et alt for stort rum foran forsvaret til Christian Eriksen og de andre, som de kan udnytte.

- Opstillingen var åndssvag

Eamon Dunphy har 23 irske landskampe på CV’et, og han står ikke alene med sin kritik. Han bakkes op af én anden tidligere irsk landsholdsspiller.

- Det var ren tortur, sagde Sky Sports' ekspert Keith Andrews, der nåede 35 landskampe, efter opgøret i studiet hos den britiske TV-station.

- Jeg kan ikke tro det, jeg så her til aften. Jeg synes, den måde, vi stiller op på i første halvleg, var åndssvag. Der var ingen defensiv midtbanespiller, ingen samhørighed på holdet, lyder kritikken.

Og kritikken af den irske taktik stopper ikke her. Eamon Dunphy kunne slet ikke finde ud af den irske profil James McCleans rolle i kampen.

- Du bliver nødt til at spørge, hvor James McClean spillede henne? Normalt er han en venstre wing, der gør skade på modstanderen ude på kanten. Men han spillede ikke den position tirsdag, siger en undrende Eamon Dunphy hos RTE efter kampen.

Der er dog én ting, Eamon Dunphy ikke vil kritisere sine landsmænd for.

- Jeg synes ikke, man kan kritisere spillerne for viljen, men der var meget andet galt, og det blev straffet. Først og fremmest må vi sige, at det var en fantastisk præstation af Christian Eriksen. Vi bliver straffet for vores fejl, og dem var der mange af.

VM i 2018 kan ses på TV 2.