Fodbold

Danmark dømt som tabere mod Sverige

Danmarks kvindelandshold er blevet taberdømt mod Sverige, men kan fortsat deltage i VM-kvalifikationen.

De danske fodboldkvinder taberdømmes 0-3 mod Sverige, fordi holdet ikke mødte op til VM-kvalifikationskampen i oktober på grund af en konflikt med Dansk Boldspil-Union (DBU).

Det har det europæiske fodboldforbunds (UEFA) disciplinærudvalg afgjort torsdag.

UEFA har også besluttet at udelukke kvindelandsholdet fra samtlige af UEFA's landsholdsturneringer, men afgørelsen er gjort betinget i fire år. En udelukkelse finder først sted, hvis holdet igen bliver væk fra en kamp.

- Hverken vi spillere eller DBU ønskede, at det ville ende med en aflysning af Sverige-kampen. Sportsligt bliver det selvfølgelig vanskeligt af UEFA's pointstraf, men vi tager udfordringer op og vil gøre alt for at spille os til VM, siger Pernille Harder i en pressemeddelelse fra Spillerforeningen.

- Vi er tæt på at have en ny aftale på plads sammen med DBU, og nu drejer det sig om, at vi kigger fremad, siger landsholdets anfører.

Udover nederlaget på 0-3 modtager DBU en bøde på 20.000 euro (omkring 150.000 kr.) for afbuddet til kampen, som skyldtes den igangværende konflikt mellem fodboldspillerne på kvindelandsholdet og herrernes U21-landshold og DBU.

Bøden skal dog ikke sammenblandes med den økonomiske erstatning, som UEFA kan komme til at betale til det svenske fodboldforbund (SvFF) for den aflyste kamp, som var udsolgt. Det skriver det svenske fodboldforbund på sin hjemmeside.

SvFF utilfreds med afgørelsen

Det svenske fodboldforbund havde forventet en hårdere sanktion mod Danmark, men forbundet har endnu ikke taget stilling til, hvorvidt det vil anke afgørelsen til UEFA's appeludvalg.

- Det er en højst overraskende afgørelse, siger forbundets chef for kvindelandsholdet, Marika Domanski Lyfors, til det svenske fodboldforbunds hjemmeside.

- Nu må vi se, hvordan vi skal stille os over for det. Vi har kun fået selve beslutningen, men vi ved ikke, hvordan UEFA er kommet frem til afgørelsen. Det vil vi bede om at få at se, siger hun.

Kampen mellem Sverige og Danmark skulle have været spillet i Gøteborg den 20. oktober.

Med afgørelsen fra UEFA fører Sverige nu gruppen med ni point for tre kampe, mens Danmark er nummer to med seks point for tre kampe.

I marts tager kvindelandsholdet på træningstur til Algarve i Portugal, inden den næste VM-kvalifikationskamp i april. Her er modstanderen Ukraine i Viborg. Danmark møder Sverige på hjemmebane den 4. september.

Få overblikket over konflikten mellem DBU og landsholdsspillerne

  1. 2017

    1. Landsholdsaftalen udløber

      Landsholdsaftalen mellem DBU og Spillerforeningen for kvindelandsholdet og U21-landsholdet udløber. Datoen er timet med, at U21-landsholdet akkurat når at indlede EM-kvalifikationen.

      Parterne har forhandlet i flere måneder, men er ikke nået frem til en aftale. En stor knast i forhandlingerne er, hvorvidt DBU skal være arbejdsgiver for spillerne eller ej. Det mener spillerne, at DBU skal. Økonomi og arbejdsforhold forhandles der også om

    2. Kvindelandsholdet udebliver

      Kvindelandsholdet udebliver fra en planlagt landsholdssamling i Horsens, da en ny aftale ikke er kommet på plads. Kvindelandsholdet selvtræner i stedet med hjælp fra Spillerforeningen.

    3. Kamp mod Holland aflyses

      DBU vælger at aflyse EM-revanchen mod Hollands fodboldkvinder som følge af konflikten. Kampen var udsolgt og skulle være spillet 15. september i Horsens.

    4. "Totalt sammenbrud"

      DBU meddeler, at der er "totalt sammenbrud" i forhandlingerne. VM-kvalifikationskampen ude mod Ungarn er dermed i alvorlig fare for at blive aflyst eller blive spillet med rene amatørspillere. Det kan medføre alvorlige sanktioner fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

    5. Herrelandsholdet afstår halv million

      Fodboldkvinderne sender et nyt tilbud til DBU, som unionen nægter at gå videre med. Herrelandsholdet afstår 500.000 kroner fra holdets aftale. De penge skal bruges til, at DBU og kvinderne kan nå til enighed økonomisk.

    6. Delaftale på plads

      Parterne bliver enige om en delaftale, efter at fagforbundet LO (Landsorganisationen i Danmark) og DIF (Danmarks Idrætsforbund) har bistået forhandlingerne. Aftalen gælder kun kvindelandsholdets ene kamp. Spillerne haster til Ungarn og vinder 6-1 dagen efter.

    7. "Blot detaljer mangler"

      Fodboldkvinderne meddeler, at det blot er detaljer, som mangler, før en ny landsholdsaftale er på plads. Parterne er enige om ikke at udtale sig til pressen om forhandlingerne, imens de pågår.

    8. U21-trup udtaget

      U21-landstræner Niels Frederiksen udtager sin trup og siger, at han har en klar forventning om, at konflikten er løst, så spillerne kan møde ind til træning 2. oktober i Aalborg

    9. Midlertidig aftale indgået

      DBU og Spillerforeningen er stadig ikke blevet enige om en permanent landsholdsaftale. Derfor indgår parterne igen en midlertidig aftale, som sikrer, at U21-landsholdet kan samles og spille to EM-kvalifikationskampe.

    10. Forhandlinger fortsætter

      Datoerne er sat af til forhandlinger, hvilket blev meldt ud, da en ny midlertidig aftale kom på plads. Forhandlingerne fører ikke til en aftale og fortsætter derfor de følgende dage.

    11. Forhandlinger brudt sammen

      Spillerforeningen meddeler, at forhandlingerne brød sammen fredag 13. oktober. Parterne er ellers nået til enighed om, hvorvidt DBU skal være arbejdsgiver for spillerne eller ej. Nu bunder uenigheden i økonomi, hvilket tidligere i forhandlingerne ikke lød til at være et problem.

      Når parterne ikke til enighed, møder kvindelandsholdsspillerne ikke ind i landsholdslejren mandag 16. oktober. Holdet skal møde Sverige fredag 20. oktober.

      Efter VM i Rusland til sommer udløber også landsholdsaftalen for herrernes A-landshold.

    12. Konflikten skærpes

      Mandag den 16. oktober udebliver de danske fodboldkvinder igen fra en landsholdssamling. Spillerne skulle senest være tjekket ind på Hotel Marienlyst i Helsingør kl. 13:00, men på det givne tidspunkt var endnu ingen mødt op. Landsholdet møder Sverige på udebane i VM-kvalifikationen fredag aften.

    13. Udeblivelse igen

      For anden dag i træk udebliver det danske kvindelandshold fra en landsholdstræning. Fredag den 20. oktober venter en vigtig kvalifikationskamp mod Sverige, men der er endnu ikke fundet en løsning på konflikten mellem DBU og Spillerforeningen.

    14. DBU vil aflyse kamp mod Sverige

      På sin hjemmeside har DBU meddelt, at de onsdag den 18. oktober kl. 10:00 vil orientere det svenske fodboldforbund (SvFF) om, at de danske spillere ikke stiller op til kampen i Gøteborg fredag den 20. oktober.

    15. DBU aflyser landskamp mod Sverige

      Dansk Boldspil-Union meddeler på sin hjemmeside, at kvindelandsholdets VM-kvalifikationskamp mod Sverige i Gøteborg er aflyst. Elitechef i DBU Kim Hallberg kalder det for 'en historisk dårlig dag for kvindelandsholdet og for dansk fodbold samlet set'.

    16. UEFA bekræfter aflysning

      I en mail til TV 2 SPORT bekræfter det europæiske fodboldforbund (UEFA), at fredagens landskamp mellem Sverige og Danmark er aflyst. Hverken spillerne eller Spillerforeningen har endnu forholdt sig til aflysningen.

    17. Delaftale forhandlet på plads

      Spillerforeningen og DBU er blevet enige om en delaftale, som betyder, at kvindelandsholdet igen møder ind i landsholdslejren og træner. Vigtigst er det dog, at de nu kan spille VM-kvalifikationskampen mod Kroatien.

    18. Danmark taberdømmes

      Det europæiske fodboldforbunds (UEFA) disciplinærudvalg meddeler, at Danmark taberdømmes 0-3 i VM-kvalifikationskampen mod Sverige. Derudover får Dansk Boldspil-Union (DBU) en bøde på 20.000 euro (omkring 150.000 kroner) samt en betinget straf, som betyder, at hvis kvindelandsholdet igen udebliver fra en kamp inden for de næste fire år, udelukkes holdet fra UEFA's landsholdsturneringer.

    19. Enighed om fast aftale

      Efter godt 12 måneders forhandlinger er der sat endeligt punktum i forhandlingerne om nye landsholdsaftaler for Kvindelandsholdet og U21-Herrelandsholdet.

      Det sker, efter at nye landsholdsaftaler for Kvindelandsholdet og U21-Herrelandsholdet lørdag den 25. er blevet godkendt af DBU’s bestyrelse og tidligere er godkendt i Spillerforeningen, herunder af de to landsholds respektive Spillerråd. 

      De nye landsholdsaftaler for Kvindelandsholdet og U21-Herrelandsholdet gælder fra 1. september 2017 til og med 31. august 2021.

    20. Sverige appellerer straf

      Det svenske fodboldforbund har valgt at appellere straffen på et dansk 0-3-nederlag og en bøde.

      - Vi mener ikke, at sanktionerne er i proportion med bruddet på reglerne, siger den svenske generalsekretær Håkan Sjöstrand.

      UEFA skal derfor nu tage en ny beslutning i sagen.

    21. UEFA stadfæster afgørelsen

      UEFA's appeludvalg stadfæster afgørelsen fra UEFA's disciplinærudvalg. Dermed står DBU's hidtidige straf ved magt.

      Danmarks fodboldkvinder taberdømmes 0-3 mod Sverige, og DBU skal betale en bøde på 20.000 euro, omkring 150.000 kroner.