Fodbold

William Kvist drømmer om VM-kamp mod Brasilien

William Kvist håber på et stort VM for Danmark i 2018. Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

William Kvist håber på et nyt dansk VM-mirakel - og måske en gruppekamp mod en af de store sydamerikanske nationer.

William Kvist har ikke haft lang tid til at drømme om mulige modstandere, siden VM-billetten blev sikret tirsdag aften.

Alligevel er har han allerede to ønskemodstandere.

- Det er sjældent, at vi spiller mod Brasilien og Argentina, det kunne være sjovt at møde en af dem. Samtidig kunne det også være fedt at få en gruppe, som vi har en mulighed for at gå videre fra, fortæller William Kvist til TV 2 SPORT sent onsdag eftermiddag.

Danmark har i de seneste mange kampe vist, at holdet har et højt bundniveau og når landsholdet derudover spiller kampe som mod Polen og senest Irland, giver det Kvist en tro på, at Danmark også kan præstere til VM i Rusland næste sommer.

- Jeg synes grundlæggende, at der er et godt fundament for, at vi går videre fra gruppen. Kan vi samtidig bibeholde det niveau, vi har vist, så kan man komme langt.

Hvor langt det danske landshold kan komme er William Kvist mere i tvivl om, men håbet om en stor dansk turnering har han.

- Alt kan ske. Jeg husker selv ’92. Og nu siger jeg ikke nødvendigvis, at vi bliver verdensmestre sådan lige med et snuptag. I truppen taler vi meget om den begejstring, vi har kunne mærke her i efteråret. Det er noget af det fedeste at være landsholdsspiller og kunne mærke en begejstring i Danmark og være en del af det. Det er noget af de største for os, lyder det fra William Kvist.

TV 2 sender VM 2018.