Disse tre kan blive årets mandlige fodboldspiller
Kasper Schmeichel kan genvinde titlen som årets mandlige fodboldspiller. Han er nomineret sammen med to landsholdskammerater.
Fodboldåret er så småt ved at gå på hæld, og med herrelandsholdets kvalifikation til VM i Rusland er der meget at fejre hen over vinteren.
Tre af landsholdsspillerne kan tilmed glæde sig over, at de er nomineret til titlen som årets mandlige fodboldspiller i Danmark.
De nominerede er:
- Kasper Schmeichel, Leicester City og landsholdet
- Thomas Delaney, Werder Bremen og landsholdet
- Christian Eriksen, Tottenham og landsholdet
Kåringen finder sted i starten af januar, hvor årets kvindelige fodboldspiller 2017 også bliver udnævnt. De nominerede til den pris præsenteres i den kommende uge, oplyser Spillerforeningen i en pressemeddelelse.
I samme pressemeddelelse kan man også læse, at netop prisen som årets fodboldspiller, der blandt andet uddeles af Spillerforeningen, betyder noget særligt for spillerne:
- At blive kåret som Årets Mandlige Fodboldspiller er den største hæder, der kan tilfalde en dansk fodboldspiller. Ikke kun fordi man med kåringen opnår en plads i historiebøgerne, men specielt fordi det er kollegerne - fodboldspillerne i Danmark og de danske udlandsprofessionelle - der vælger Årets Mandlige Fodboldspiller. Medlemmerne af Spillerforeningen står for valget af Årets Mandlige Fodboldspiller gennem nomineringer og afstemninger, lyder det i pressemeddelelsen.
Herrernes pris gik sidste år til Kasper Schmeichel. Pernille Harder modtog prisen hos kvinderne.