Fodbold

Mourinho bliver kaldt dement af Chelsea-chef

Antonio Conte svarede på fredagens pressemøde hårdt tilbage på Jose Mourinhos kritik af ham og andre trænere i Premier League.

Den nuværende træner i Chelsea virker ikke til at have meget til overs for den forhenværende chef i klubben.

Antonio Conte var til fredagens pressemøde ude og rette en skarp kritik af Jose Mourinho. Her beskyldte italieneren Manchester United-træneren for ikke at se indad, efter Mourinho onsdag kaldte flere af toptrænerne i Premier League for nogle 'klovne på sidelinjen'.

- Jeg synes, han skulle se på, hvordan han selv har opført sig før i tiden, sagde Antonie Conte i følge den engelske avis The Telegraph.

- Jeg tror, han har glemt, hvad han selv har sagt og gjort i fortiden. Det tyder på, han er lidt (slår sig selv i tindingen med sin finger), når man glemmer, hvordan han selv har opført sig.

Helt præcist kaldte Antonio Conte portugiseren for ‘Demenza senile’, hvilket på dansk betyder senildement.

Chelsea forsøgte senere at forklare, at Conte forsøgte at sige amnesia, hvilket betyder hukommelsestab.

I det hele taget så undrer Antonio Conte sig over, at Mourinho har så meget at skulle have sagt om andre klubber og især sit gamle hold Chelsea.

- Der er en person, som bliver ved med at kigge denne vej. Han forlod klubben, men bliver ved med kigge denne vej, sagde Antonio Conte til pressemødet. 

Chelsea spiller i weekenden FA Cup-kamp mod Norwich, men allerede onsdag venter der en stor kamp, når Arsenal kommer på besøg på Stamford Bridge i Carabao Cup'ens semifinale.