Danmark møder Sverige i VM-testkamp

DBU bekræfter, at Danmark skal møde Sverige den 2. juni i Stockholm i en testkamp inden VM-slutrunden i Rusland.

Landsholdet er allerede i gang med forberedelserne til sommerens VM-slutrunde.

U21/ligalandsholdet og Åge Hareide er lige nu i Abu Dhabi, hvor de torsdag aften møder Sverige i en træningskamp. Men det bliver ikke sidste gang, at Danmark møder svenskerne inden VM.

Danmark skal nemlig spille en kamp mod Sverige den 2. juni i Stockholm i Friends Arena. Det erfarede TV 2 SPORT, imens DBU (Dansk Boldspil-Union) nu har bekræftet det.

Sverige er dermed den første af flere testmodstandere dette forår, som DBU kan offentliggøre. Derudover arbejdes der ligeledes på to kampe i marts måned og endnu en kamp i juni måned for Åge Hareides tropper.

- En kamp mod Sverige har to formål for os og er et nyttigt opgør i vores VM-forberedelse. Først og fremmest får vi med Sverige en kamp mod en modstander, der i sin spillestil er rigtig godt organiseret, og derfor minder om Peru, der også har en god defensiv og stram organisation, siger Åge Hareide.

- Og så får vi jo en fantastisk kamp om Norden med forhåbentlig masser af fodboldbegejstring på begge sider af sundet inden begge hold tager til Rusland,

Danmark møder Peru i den første kamp ved VM den 16. juni. Herefter hedder modstanderen Australien, inden Danmark står over for giganterne fra Frankrig i den sidste gruppekamp.

Spillerne kan vise sig frem for Hareide

Til turen til Abu Dhabi har Hareide udtaget nogle spillere, som har mulighed for at imponere ham. Kampen om en plads til VM er på spil og her træningsturneringen, samt kampen mod Sverige i juni, en vigtig del af forberedelserne.

På træningslejren er en blanding af unge talenter og mere rutinerede spillere med. Truppen er udtaget i samarbejde med 21-landstræner Niels Frederiksen. Holdet består primært af Superligaspillere, men også Rosenborg-spillerne Jacob Rasmussen og Mike Jensen samt Malmö-profilerne Anders 'AC' Christiansen og Lasse Nielsen er med. 

Holdet vender hjem til Danmark den 16. januar efter kampen mod Jordan.

Du kan se Danmarks kamp mod Sverige torsdag aften på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 17.30.