Fodbold

Hareide styrtet på skitur

Åge Hareide er kommet til skade på en skiferie i julen og risikerer en operation, hvis ikke smerterne forsvinder.

Du kan se Danmark mod Sverige på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY torsdag fra klokken 17.30.

Åge Hareide og det danske U21/ligalandshold er i øjeblikket i Abu Dhabi, hvor spillerne har mulighed for at imponere nordmanden og spille sig til VM senere på året.

Torsdag gælder der første træningkamp, når det svenske landshold venter, men landsholdet er blevet ramt af en skade. Det er dog ikke spillerne, der har problemer, men derimod Åge Hareide. Han var ikke til stede ved træningen tirsdag, da han skulle undersøges i Dubai.

- Jeg faldt på ski i julen og har ikke rigtig følelse i det ene ben. Det er intet problem at sidde og ligge, men det er svært at gå, siger den danske landstræner ifølge Fotballskanalen.

- Jeg var i Dubai tirsdag, hvor jeg blev undersøgt. Vi må se, om det forsvinder, eller om jeg skal opereres.

Hvis en operation er nødvendig, kan det forstyrre nordmandens forberedelser til VM, da han derfor vil være væk fra landsholdet i en periode.

Efter kampen mod Sverige torsdag skal Danmark spillede mod Jordan den 15. januar. 

Det danske U21/ligalandshold er i øjeblikket på træningsbanen, og TV 2 SPORT jagter en reaktion fra Åge Hareide.