Hareide: - Smerterne er ulidelige, og jeg har et fuldstændig lammet ben
Åge Hareide er mere end ærgerlig over, at hans uheld på ski kommer til at ændre dele af forberedelserne til sommerens VM.
Landstræner Åge Hareide er tvunget til at smadre sin egen plan i forberedelserne til VM i Rusland. Hans fald på ski i Norge har betydet så mange smerter, at han må ændre betydeligt på en ellers travl kalender. Lørdag forlader han således ligalandsholdets træningslejr i Abu Dhabi og tager hjem til Norge.
Men det er kun første ændring i forårets gøremål.
Hareide har udskudt en rundrejse til alle VM-emner i deres respektive europæiske klubber - en tur, der skulle omfatte intensiv snak med spillerne og deres trænere, en klar forberedelse for at optimere forholdet mellem træner og spiller og en finger på den aktuelle puls - også i mental forstand.
- Jeg skulle have været til lodtrækningen til den kommende Nations League i næste måned, men nu sender jeg Jon (Dahl Tomasson, assistenttræner, red.) af sted, siger Åge Hareide til TV 2 SPORT.
- Men værre er det, at vi må udsætte rundturen til alle spillerne - jeg kan simpelthen ikke tage af sted, fortæller nordmanden, der sad på tribunen, da ligalandsholdet mødte Sverige i Zayed Sports City i Abu Dhabi torsdag aften i en kamp, som svenskerne på en sen scoring vandt med 1-0.
- Smerterne er ulidelige, og jeg har et fuldstændig lammet ben.
Hareide styrtede på ski i juleferien, men det var først i flyet til Dubai, at han mærkede, noget var helt galt.
- Jeg kunne ikke bevæge det ene ben, og smerterne trak ned fra ryggen mod benet.
Landstræneren tog fra Abu Dhabi til en ekspert i Dubai, og der blev det konstateret, at han i første omgang skulle se, om smerterne og lammelsen ville forsvinde.
- Nu er det så slemt, at jeg må hjem. Jeg skal have hvile og nye undersøgelser i Molde, og bliver det ikke bedre, så må jeg på operationsbordet, siger Åge Hareide.
Det kan påvirke de to landskampe i marts mod Panama og Chile, alt efter hvornår en eventuel operation kommer på tale. For der skal mest af alt tages hensyn til selve VM-slutrunden.
- Og det er det eneste positive, at dette sker i så god tid før VM.
Jon Dahl Tomasson havde derfor eneansvaret for ligalandsholdet mod Sverige og kan altså få lignende opgaver i marts.
- Det klarer vi, men jeg er mest ked af det på Åges vegne, siger Jon Dahl Tomasson.
Aflysningen af turen rundt i Europa var en af Hareides højt prioriterede opgaver i foråret - udover samlingerne. Fordi han og spillerne lægger så stor vægt på relationerne.
- Det er förbannat, siger Hareide og humper ned fra tribunen.
På vej hjem mod Molde - fire dage før tid.