Fodbold

Bolt vil spille for Beckhams nye hold

OL-legenden Usain Bolt ønsker Beckham tillykke med hans nye fodboldklub. Og spørger om han må spille i den.

Fodboldlegenden David Beckham får snart forløst en af sine store drømme. Englænderen bliver en af ejerne i den kommende fodboldklub i Miami – en drøm han har arbejdet på i fire år.

Og nu står mange af de helt store stjerner i kø for at lykønske frisparkslegenden. En af dem er en anden legende: Sprinteren Usain Bolt der dominerede OL i atletik fra 2008 til 2016. Bolts lykønskning har dog et interessant twist.

- Hvis du har brug for en angriber, så er jeg din mand. Har du brug for mål, så er jeg din mand, siger han i en video med lykønskninger til David Beckham.

Bolt har vundet 8 OL-guld, 11 VM-guld og oven i er han indehaver af tre verdensrekorder. For de fleste atleter ville sådan en rekordliste være lig med en velfortjent sportspension. Men Usain Bolt er slet ikke som de fleste. I stedet er han gået i gang med at forfølge en anden drøm: Drømmen om at blive professionel fodboldspiller.

Stjernerne står i kø for at sige "tillykke"

Til marts skal han således til prøvetræning hos Bundesligaklubben Borussia Dortmund, men nu sender jamaicaneren en uopfordret ansøgning til Beckham, i jagten på en plads på et fodboldhold, i den lange række af stjerner der ønsker fodboldlegenden tillykke og velkommen til Miami.

- I får masser af succes og opbakning i Miami. I bliver gode for MLS og fodbold i USA, vurderer NFL’s måske største quarterback gennem tiderne, New England Patriots’ Tom Brady.

- Sæt mig ikke på første række, jeg spærrer for udsigten. Kom så Miami, storsmiler den næsten to meter høje eks-bokser Wladimir Klitschko.

Sangerinden Jennifer Lopez melder sig også i lykønskningskoret men med en væsentlig forskel. Hun tager nemlig æren for, at fodboldeventyret snart kan begynde, da hun har introduceret David Beckham og Marcelo Claure for hinanden. Claure er ejer af teleselskabet Sprint og bliver en af ejerne i den kommende fodboldklub.

- David og Marcelo, jeg anede ikke, at da jeg præsenterede jer for hinanden, så blev der skabt historie. Tillykke, siger den krølhårede sangerinde.

Detaljerne om Beckhams nye fodboldeventyr er endnu ikke på plads, så ingen ved for eksempel hvad holdet skal hedde, hvordan trøjerne skal se ud eller hvornår Beckhams trup bliver sammensat. Alligevel glæder mange store stjerner sig til et fodboldhold på højeste niveau i Miami.

Forventningerne er, at Beckhams Miami-hold bliver en del af Major League Soccer i 2020.

For fodboldstjernen selv har det været en drøm, siden han skiftede til Los Angeles Galaxy i 2007. I hans kontrakt blev det dengang skrevet ind, at Beckham skulle have lov til at købe en franchise i MLS med en stor rabat.