Fodbold

Lyngby Boldklub fyrer samtlige funktionærer

Lyngby Boldklub har siddet i forhandlinger og møder hele dagen for at finde en løsning, så klubben kan undgå at gå konkurs.

Der sker ting og sager hos Superliga-klubben Lyngby Boldklub, som kæmper for at overleve. De har brug for et større millionbeløb, og spillerne får ikke udbetalt løn.

Onsdag aften bekræfter topchef i Hellerup Finans, Torben Jensen, at han har opsagt samtlige funktionæransatte rundt om klubben - og altså ikke spillerne.

- Der er en lønomkostning på cirka 800.000 kroner på det administrative personale om måneden, og for at minimere omkostningerne, såfremt vi ikke når i mål, så har vi her til aften været nødsaget til at opsige alle funktionærlønninger, siger Jensen til TV 2 SPORT.

Torben Jensen fastslår dog, at medarbejderne bliver genansat, såfremt klubben bliver reddet fra konkurs.

- Det er yderst beklageligt, og vi håber inderligt, at vi kan tilbagekalde den opsigelse, når vi har reddet klubben.

Han fortæller, at han håber på, at Lyngby Boldklub er reddet senest på mandag.