Fodbold

Lasse Vibe skifter til kinesisk fodbold

Tidligere Brentford-spiller Lasse Vibe skal nu optræde for Changchun Yatai FC. ADAM HOLT / Scanpix Denmark

Brentford-angriberen flyver østpå for at tørne ud for Changchun Yatai FC i den bedste kinesiske fodboldrække.

Danske Lasse Vibe skal fremover jagte målscoringer i Kina.

Den 30-årige angriber skifter Brentford i den næstbedste engelske fodboldrække ud med Changchun Yatai FC i den bedste kinesiske række. Det oplyser han på Twitter.

- Meget glad og stolt over at have skrevet under med Changchun Yatai FC, skriver han på det sociale medie og fortsætter:

- Jeg vil gerne takke alle i klubben for den varme velkomst, og jeg ser frem til at arbejde hårdt sammen med jer, så vi kan forbedre os hver dag og opnå store resultater.

Lasse Vibe sender samtidig en hilsen til sin nu tidligere klub Brentford, som han kom til i 2015 efter et succesfuldt ophold i svenske IFK Göteborg.

- Tak, Brentford, for at lade mig spille, hvor fodbold blev født. Jeg kunne ikke have nydt min tid her uden hjælp fra holdkammerater, trænere og staben, skriver han på Twitter.

- Jeg er i sandhed ydmyg over den opbakning fra fansene, jeg har haft, og jeg sætter stor pris på de beskeder, jeg har modtaget i min tid i klubben, lyder det videre.

Længere vej til VM

Rygter har længe sendt Lasse Vibe til Kina. Også i 2015 var der kinesisk interesse for danskeren, men han valgte i stedet at skifte til engelsk fodbold.

Vibe har spillet 11 kampe og scoret et mål for det danske landshold. Han kom ikke på banen i kvalifikationen frem mod årets VM, men han fik et kvarter som indskifter i en venskabskamp mod Tyskland sidste år. Den sluttede 1-1.

På sidstedagen af vinterens transfervindue sagde landstræner Åge Hareide til 6'eren, at Lasse Vibe med et skifte til Kina ville få sværere ved at komme med til slutrunden i Rusland.