Fodbold

- Det var en fejl, da jeg skiftede væk fra Atlético, siger Grønkjær

Jesper Grønkjær mener, at FC København får det svært mod Atlético Madrid. En klub, som han selv fortryder at have forladt.

De forsvarende danske mestre fra FC København står over for en stor udfordring, når de i 1/16-finalen i Europa League skal møde spanske Atlético Madrid.

Den tidligere fløjspiller Jesper Grønkjær har spillet i begge klubber, selvom det kun blev til en kort periode i det spanske, og det fortryder den tidligere danske landsholdspiller.

- Først og fremmest vil jeg sige, at det er en skam, at jeg kun var der i få måneder, da jeg nød at være der. Jeg kunne føle energien og passionen, som man mærkede på Vincente Calderón. Jeg ville gerne have blevet længere, siger Jesper Grønkjær til den spanske avis Marca.

- Det var en fejl, da jeg skiftede til Tyskland, da jeg godt kunne lide at være i Atlético. Jeg kunne lide sproget og kulturen, men jeg havde problemer med kontrakten.

Og de problemer gjorde, at danskeren hurtigt var videre. Jesper Grønkjær skiftede til Atlético Madrid i januar 2005, men i sommeren samme år røg han videre til tyske Stuttgart.

- Atlético Madrid er favoritter

Herefter skiftede danskeren så hjem till FC København, hvor han spillede i fem år. Han har dog stadig flere gode minder fra sin spanske tid.

- Mit bedste minde er fra min debut i januar 2005 mod Real Madrid. Vi tabte, men det var en god kamp. Det var specielt at vinde mod Valencia og Sevilla, som vi senere i besejrede i foråret, siger han.

Jesper Grønkjær kæmper med Real Madrids Alvaro Arbaloa om bolden.

Men nu må han kigge på fra tribunerne i Parken, når Atlético Madrid kommer på besøg. Og Grønkjær vurderer, at spanierne er klare favoritter inden torsdagens opgør.

- Jeg forestiller mig en kamp, hvor Atlético er store favoritter. De er i toppen af den spanske liga, imens FC København kæmper i den danske. Det er ikke det samme hold, som det var for seks måneder siden. Atlético er helt klart en af favoritter til at vinde Europa League-titlen.

- Det bliver en speciel kamp. Selvfølgelig er Atlético på et helt andet niveau, i forhold til da jeg spillede der - med alt respekt for det hold, jeg var på, siger Jesper Grønkjær.

Kampen bliver fløjtet i gang klokken 21.05.