Fodbold

Eks-dommer forsvarer Agüeros slag: - Alle havde gjort det samme

Manchester Citys Sergio Agüero slog en tilskuer, der løb på banen efter Wigans sensationelle sejr i den engelske FA Cup.

Euforien løb løbsk for Wigans fans, da klubben fra den tredjebedste engelske fodboldrække slog mægtige Manchester City ud af FA Cuppen.

Flere fans løb nemlig på banen for at hylde deres helte, men også Manchester Citys stjerneangriber Sergio Agüero blev omringet.

Det endte i en batalje, hvor argentineren slog ud efter en Wigan-fan. Ifølge BBC reagerede Agüero så voldsomt, fordi tilskueren spyttede på ham.

Det engelske fodboldforbund (FA) vil ifølge The Telegraph og The Guardian de kommende dage undersøge baneinvasionen og netop hændelsen med Agüero, men den tidligere Premier League-dommer Mark Halsey forsvarer angriberen.

- Jeg kan ikke se FA gøre noget ved Agüero, og hvis de gør det, mener jeg, det er forkert, for han er den uskyldige part i alt dette. Alle ville have gjort som ham, siger Mark Halsey til talksport.com.

- Hvilken beskyttelse har spillerne, når de føler sig truet, og fansene invaderer banen på den måde? De har ingen.

Mark Halsey dømte i Premier League fra 1999 til 2013.

Han mener, at Wigan, der havde hjemmebane i 1-0-sejren mandag aften, står med problemet.

- Wigan bør holdes fuldstændig ansvarlig for, hvad der skete efter kampen med alle de fans, siger Mark Halsey til talksport.com.

- Og så skal Wigan identificere tilskueren og udelukke ham på livstid.

Wigans sejrsmål blev scoret af nordirske Will Grigg, der under EM-slutrunden i 2016 opnåede kultstatus, selvom han ikke spillede et eneste minut.

Klubben møder i FA Cup-kvartfinalen Southampton fra Premier League.