Fodbold

Dolberg frygtede, at skade ville koste VM-deltagelse

Angrebstalentet Kasper Dolberg har været skadet siden slutningen af 2017. Under genoptræningen har han overvejet sine VM-muligheder.

Kasper Dolberg har med egne ord kedet sig de seneste par måneder.

Efter at han i december 2017 rev et ledbånd over i sin højre fod, har Ajax-kometen genoptrænet to gange om dagen. De samme øvelser er blevet gentaget igen og igen og igen, og det har givet ham tid til at tænke lidt ud i fremtiden.

I et interview til Ajax’ hjemmeside fortæller Dolberg, at han blandt andet har haft sommerens VM i tankerne.

- Selvfølgelig har jeg tænkt på, om min skade ville komme til at påvirke landstrænerens valg. Men jeg tror, han stadig har den samme mening om mig. Så det kommer nok an på hvor meget jeg kommer til at spille i denne sæson – og om jeg spiller godt. VM er ikke så langt væk længere, lyder det fra Kasper Dolberg.

20-årige Dolberg blev skadet i slutminutterne af Ajax' sidste kamp inden vinterpausen. Efter en tæmning på kanten af feltet trådte danskeren forkert, da han satte foden ned mod græsset.

Det blev starten på karrierens længste skadespause. Dolberg forventes at være ude i mindst et par måneder.

- Det her er min første alvorlige skade, hvor jeg er ude i mere end tre uger. Under genoptræningen er det gradvist gået op for mig, hvor sjovt det er at spille fodbold.

Kørt til træning af holdkammerat

Kasper Dolberg måtte i januar blive hjemme fra en træningslejr på grund af skaden, og efterhånden er han begyndt at betragte en almindelig fodboldtræning som 'en stor ting'. Selvom han har kedet sig i styrkelokalet, så glæder Dolberg sig over, at han haft forholdsvis meget selskab af sine holdkammerater. Ajax-spillerne er nemlig begyndt at træne to gange om dagen under den nye træner Erik Ten Hag, og det har passet godt sammen med Dolbergs genoptræning. Således er danskeren blev kørt hen til klubben af holdkammeraten Frenkie de Jong, mens han selv har haft foden i gips.

Kasper Dolberg har spillet fire landskampe, hvoraf tre af kampene var i kvalifikationen til VM 2018.

Ved VM til sommer skal Danmark møde Peru, Australian og Frankrig.