Fodbold

La Liga-spiller sigtet for drabsforsøg

Ruben Semedo bliver ført væk af spansk politi efter torsdagens retsmøde. STRINGER / Ritzau Scanpix

Villarreal-forsvarsspilleren Ruben Semedo er blevet sigtet for drabsforsøg.

Efter to nætter i politiets varetægt blev Villareal-spilleren Ruben Semedo torsdag sigtet for drabsforsøg, kidnapning, røveri og ulovlig besiddelse af våben.

Den 23-årige Ruben Semedo blev anholdt tirsdag aften, efter det formodede offer lagde sag an mod ham.

Ifølge offeret skulle portugisiske Semedo sammen med to andre gerningsmænd have bundet ham, slået ham, truet ham på livet og holdt en pistol mod hans hoved i forbindelse med et røveri i en lejlighed den 12. februar. Det skriver flere medier - herunder Sky Sports, Marca og Goal.

I forbindelse med anholdelsen af forsvarsspilleren skriver det spanske medie Marca.com, at der blev fundet et ulovligt våben i Semedos hus.

Agent forsvarer Semedo

Ifølge Ruben Semedos agent Catio Balde, er der blevet lagt en fælde for hans spiller.

- At forklare det hele lige nu er svært, Ruben er et offer for et svindelnummer, et stort trick, nok finansielt, sagde Catio Balde tidligere på torsdagen til TSF ifølge Marca.com.

Til samme medie benægter agenten, at episoden skete.

- Det er en stor løgn, der var ikke nogen kidnapning eller tortur, lød det fra Balde, der også var klar med en forklaring omkring det ulovlige vågen, der blev fundet i Semedos hjem.

- Pistolen tilhører ikke Semedo, selvom de fandt den i hans hus.

Ruben Semedo skiftede inden denne sæson fra Sporting Lissabon til Villarreal. Et skifte der har været alt andet end succesfuldt. Bare fem kampe er det blevet til for den 23-årige forsvarsspiller, der har været plaget af skader i store dele af sæsonen.

Ifølge Sky Sport har Villarreal tirsdag sagt, at de vil undersøge, hvad der er sket i situationen og vil straffe Semedo alt efter, hvad de finder frem til.